S_Gazetten

168

Nr. 21

U g e - R e v u e .

Det er ganske foruro

ligende med den Varme.

Egentlig talt — er der

sund Sans i, at al den

Hede, som vi skulde

have godt af meget læn

gere hen, vælter ned

over os nu somSkorstene

i Blæsevejr?

Det meteorologiske Institut, der engang

sat til atsarge for de Dele,

burde be

tænke, hvaddet er det gar. Detburde bl. a.

huske, at man ikke gaar hen og anskaffer sigFor-

aarstaj i denTanke at blive narret for Foraaret.

Nu har det været Skik og Brug saa temme

lig længe, at efter Yinter kommer Foraar

og derefter indretter vi vort Tej, men skal

det nu være Meningen uden videre at springe

Foraaret over — godt, saa springer vi det

over, men det er ikke mer end simpel Hoflig

hed, at lade os det vide med et Par Ord

forinden.

I Aar er det for sent; vi har allesammen

foraget vor evige Skræderregning med det

ganske umotiverede Foraarstaj, men til næste

Aar er det haje Institut nok saa venlig i

Tide at erindre om, hvad Meningen er.

— — Det er ganske overordentlig mildt,

at kalde Yarmen generende. Det er lige

akkurat man gider sidde mellem de stedse-

granne udenfor „d’Angleterre" eller „Natio

nal" og skjære Ansigter over sin Absinth,

ellers er man ikke oplagt til noget som

helst.

Nu har jeg anskaffet mig den hajst mær

kelige „Kraterslange" og Spillet med at „drive

Svin i Sti", men det er ikke lykkedes mig

at afvinde dem Spor af den Interesse, som

jeg ser den har vakt hos alle Bladredak

tionerne.

Det ser næsten ud som Redaktørerne med

samtlige Medarbejdere den ganske Dag sidder

og morer sig med Slangerne og Svinene.

Naa Herregud, man skal intet bebrejde dem,

det er altid en Smule Yariation paa de i

Længden lidt kedelige Ænder. Yi har selv

sidet og maset med Svinene paa „Gazetten“s

Kontor i de sidste Dage; men det er kun

lykkedes vor geniale Kollega, Hr.

Spitz,

drive dem i Sti.

Den Mand har altid et

sandt Svineheld.

Man kan i den fæle Hede tilnod over

vinde sig, til at kele sig ved en Sodavands

vogn eller et Styrtebad, men se Tyskerne,

ja det er stygt, men det gjer man ikke; det

er saa sikkert som at

det at gaa paa Tournée

og gaa itu er et og det

samme for Hunderup.

Men er der egentlig og

saa sund Sans i midt

i den smeltende Som

mervarme at give et

„Yinteræventyr" ?

Det er ikke alene Tyskerne under Chro-

negks Ledelse og Danskerne under Hunde-

rups der gaar itu, ogsaa Tivoli under Watts

Ledelse, ser det faretruende ud for. Der

er begyndt at gaa Hul paa Anstalten.

Det er dog ikke Konkurrenten paa Vodrofs-

vej, der har Skylden. Ganske vist kan den

Konkurrent være slem nok, men saasnart

blot Tivoli kommer sig ovenpaa den første

Forskrækkelse, saa gaar det nok. En af

Bestyrelsen for Vodroflund-Tivoli skal i hvert

Fald have udtalt, at det ikke var Hensigten

at knuse vort gamle Tivoli.

Nej, det er Planke

værket, som der gaar

Hul paa. Der er snedige

Ynglinge, naturligvis saa

danne, der i Aarenes

Løb har faaet Fribillet

ter til alle mulige An

stalter, som nu ad denne

usædvanlige Vej skaffer sig fri Adgang, hvis

de ikke foretrækker at springe over. De

andre Udgifter kommer de lige saa let over.

Paa Fregatten spiser de frit ligesom alle

andre Mennesker, og de Cigarer, de har Brug

for, tager de fra Adleis Kiosk.*

„Gazetten" kan ikke nægte, at den som

en født Ven af Tivoli til en vis Grad har

Sympathi med disse Røvere. Kunde de ud

vide deres Virksomhed saaledes, at Planke

værket efterhaanden helt forsvandt, saa vilde

dermed kun nogle elendige Brædder gaa

tabt, men meget vilde være vundet.

' Med mindre det uhyggelige skulde ske,

at Magistraten atter stavrede Plankeværket

op, saa vi maatte døje det igjen, ligesom

man nu ikke kan undgaa at finde Handske

mager

Modeil

under alle Festmaaltids-Opraa-

bene for alle Regimenterne fra 1864.

Hr. Modeli er ikke den Mand, der sparer

sig. Det regner ned med Opraab og Hr.

Model regner med, han er her og han er

der og Handskemager tillige. Naar jeg tæn

ker ret over det med alle hans mange Re

gimenter saa præger den Tanke sig fastere

og fastere i mig, at der egentlig ikke var

noget Regiment i 64, Modell ikke var ved.

Ligervis som der nu ikke er det Minde-

Festmaaltid, han ikke er med til. Men saa

ledes kjender man en rask Soldat; han gaar

ikke af Vejen.

Men siden vi, o smukke Læserinde, er

ved Vejret, som vi engang, ikke kan komme

bort fra — hvad var vi Mennesker, om vi

mistede det? — saa lad mig give Dem og

Deres nærmeste et godt Raad. Det kan

have

’1

Værdi til enhver Tid, det kan navnlig

have det, naar Solen staar højt og varmer

rent bandsat.

Jeg har det fra Huth, den Mand, der, er

saa lidet forfængelig, at han ikke engang

kan unde os at prise ham i vor Grav; med

sit magnetiske Vand og Papir og andre Her

ligheder garanterer han alle os troende et

evigt jordisk Liv.

Det gode Raad sidder hos Hr. Huth na

turligvis der, hvor alt det bedste, han kjender,

sidder, i Fingrene. Fingrene er, om jeg saa

maa sige, engang Hr. Huths Sjæl. Alt det

andet blegner ved Siden, deraf: Hovedet —

det er slet ingenting, Benene — dem er der

ikke det mindste ved, Kroppen — noget

ganske ligegyldigt noget. Nej, Fingrene, det

er Sager. Har Hr. Huth bare dem, saa er

egentlig hele Resten ganske overflødigt.

Nu er det, Huth har opdaget, at man

ikke alene kan helbrede sig ved Fingeréringen,

man kan ogsaa ernære sig ved Fingrene.

Ikke paa den elendige Maade, som f. Eks.

Journalister, Arbejdsfolk og andre finger

nemme Folk, der tager Haanden til Hjælp,

men ganske simpelt ved at lugte til Fing-

grene, stikke Næsen til dem.

Man skal ikke bryde sig det ringeste

om,

de maaske lugter rigtig væmmeligt, det er

lige nærende derfor. Huth har selv paa

hæderlig Vis ernæret sig ved Finger-Lugt i

de 3 Dage, han var i

Fængsel, og han levede

lukullisk, siger han selv.

Det var Synd og

Skam, om ikke det ny

Ernæringsmiddel fik den

videst mulige Udbre-

bredelse. Der gaar jo i

denne syndige Verden endel Mennesker rundt

og er færdig ved at plage Livet af sig selv,

for at tjene det tørre Brød.

Det tørre Brød 1 — nej, lugt med Huth,

og der kommer baade Smør og Paalæg paa.

Det kan blive efter enhvers Smag, Rullepølse

eller Rochefortost, Leverpostej eller Caviar —

skal man endelig lugte, skal man lugte or

dentligt; der er sandelig ingen Grund til at

spare paa det.

Der bliver ikke mere noget, der hedder at

„suge paa Labben", nej, lugte til Fingrene,

og De vil blive mættet. Det bliver latterligt

overflødigt med alt det Vrøvl, der gjøres om

Bagernes Brød, der bliver slet ikke Tale

om den evige Kamp for Føden, det gaar op

i det rene intet; billige Spisehuse og Mælke

ner, Sød Suppe og Ribbenssteg, vort gode

danske Smør og vort importerede Kunst

smør.

Apropos! Skulde det være i Forudfølelsen

heraf, at

Ødmann

for

lader det kgl.?

Men

r ''

hvorfor saa engagere

V begge de to

Brun’er

Stakkels Frederik, nu

skal han igjen gjøre

— det lange Skridt fra

Stockholm til Kjøben

havn. Ligesom Ferd. Schmidt fra Vester til

Nørre og Nansen fra Grønland til Gammel

holm.

Kuk.

Indho ld.

Illustrationer:

Fra Cirkus Busch. — Vort

Familieliv. — Dr. Fr. Nansens Grønlands

færd. — Fra Tivoli II. — Mile. Doré.

Tankelæseren Mr. Bishop.

Tekst:

Guld og Glimmer — Vore Bille

der. — Vort Familieliv. — En ilanddreven

Flaske. — Svineheld. — Nappet, [illustr.]

(sluttet). — Uge-Revue [illustr.]. — Aver

tissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 22.

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. K.