166 / 326
166
G:
A z E
X X
E ISf.
Nappet.
En P o l i t i - H u m o r e ske
af -
W. Hildebrandt.
(Sluttet.)
Konsulen sørgede for, at Politibe
tjenten blev forsynet med en anstændig
Klædning, og vi blev alle tre ved hans
Omsorg anbragt i Kost og Logi i Nær
heden. Da den danske Koloni nogle
Dage efter var indbudt til et Fest-
maaltid hos Konsulen, ønskede han at
se os som sine Gjæster sammen med
vore Landsmænd. Uagtet vi i Be
gyndelsen ikke troede at burde tage
imod Indbydelsen, fik han os hurtig
ombestemt, og vi kom ikke til at for
tryde vor Beslutning.
Paa Festaftenen følte vi os som
ved et Trylleslag forsat til det fjærne
Fødeland. Rundt om os lød det hjem
lige, danske Sprog og alle vore Sorger
og Bekymring ;r vare som bortblæste
ved den Hjærtelighed og Ligefremhed,
hvormed Landsmændene kom os i
Møde.
Selv Hansens Aåsyn opklaredes
mere og mere ved den elskværdige
Deltagelse, som vistes os, og da en af
Selskabet rejste sig og begejstret ud
bragte en Skaal for gamle Danmark,
det fjærne, elskede Fødeland, hævede'
Hansen begejstret sit Glas med de
andre, og stemte af fuld Hals med i
de dundrende Hurraraab, som fulgte
denne Skaal. . Ved den livlige Under-
j
holdning, som derefter opstod, maatte
vi fortælle alle vore Æventyr og Gjen-
vordigheder, og mange vare de Glas,
som tomtes under lystig Latter paa
vor suseborgske Politibetjents Vel-
gaaende og lykkelige Hjemkomst med
sit Bytte.
Det var sent ud paa Natten, da
vi skiltes fra vore elskværdige Lands
mænd og Arm i Arm vandrede til
vort Logi. Hansen var i en saa løftet
Stemning, som jeg ikke længe havde
set ham.
„Christian4, stammede han med
svær Tunge, „Christian — jeg tror
dog — jeg har gjort Bourgeoisiet i
Almindelighed Uret. Der er ganske
flinke Folk imellem.
Og de danske
Konsuler —— - ja, jeg siger Dig —
jeg kunde virkelig have Lyst til at
slutte Fred med hele Danmark, bare
for denne Konsuls Skyld
!4
Den følgende Morgen meddelte vor
Velgjører os, at han havde forskaffet
os fri Hjemrejse med et dansk Skib.
Men ikke nok hermed. Han udbetalte
os en kjøn lille Sum i blanke Guld
stykker, som vore Landsmænd den
foregaaende Aften havde samlet sam
men til os, uden at vi mærkede det.
Hvem var vel nu lykkeligere end
vi. Let i Sindet og med de bedste
Forhaabninger tog vi Afsked fra den
elskværdige Konsul, som saa faderlig
havde taget os under sin Beskyttelse.
Samme Dag, vi var kommen ombord
i det danske Skib. tiltraadte vi Hjem
rejsen.
Konsulen havde anbefalet os varmt
til Kaptajnen,, som syntes at nære stor
i Interesse for vore ejendommelige Far-
j ter. Han var en ung, fint dannet
Mand af den yngre Skole, og han
fandt aabenbart sin Fornøjelse i at
disputere med Hansen, der stadig op-
traadte som den rødeste af alle røde
.Socialdemokrater. Det morede kam
paa en fin Maade at indvikle denne i
Selvmodsigelser og saa paa den høflig
ste men mest eklatante Maade at mod
bevise alle Hansens hule Fraser. Det
gjorde efterhaanden et dybt Indtryk
paa denne, . naar Kaptajnen saaledes
den ene Gang efter den anden med
et Par fornuftige Ord omstyrtede hans
vidt svævende Ideer og beviste, at
hans svulstige Taler gjaldt til Wands-
beck.
Vi var .endnu ikke naaet Amerikas
Sydspids, da Hansen en Dag tog mig
til Side og sagde:
„Christian, det er vist dog ikke
saa ganske rigtig fat med vor Sag,
som Jeg havde troet.
Der lader sig
sige meget baade for og imod Social
demokratiet, men — det er ikke alt
sammen Guld, som glimrer
. 4
Og da vi endelig efter en - lang
men lykkelig Rejse nærmede os Kjø
benhavn, trak Hansen mig fortrolig
til Side og hviskede mig i Øret: „Chri
stian, min Yen, ved Du hvad? Det
er rent ud sagt snavs bevendt med
alle vore Reformplaner. Jeg for min
Part vil ikke mere agitere. Saasnart
jeg har faaet ordnet den Sag i Suse-
borg, gifter jeg m'ig med Professorens
Kokkepige, hvis hun ikke i Mellem
tiden har fundet sig en anden Kjæreste,
og saa etablerer jeg mig som Skrædder
mester i min Fødeby for min Andel
af de Penge, som vi fik paa Honolulu.
Og for Fremtiden, gamle Fyr, skal
Du se, at Skræddermester Peter Han
sen skal være Mand for at ernære sig
redelig ved sine Hænders Gjærning
. 4
Saa gik det da med gode Forsæt
ter og lyse Forhaabninger fra Kjøben
havn direkte med Jærnbanen til Suse-
borg og fra Banegaarden dér lige til
Politistationen.
Da Politibetjentent Petersen traadte
ind med os i Modtagelsesværelset, rejste
den tilstedeværende Embedsmand sig
og stirrede paa ham som paa et
Spøgelse.
„Petersen? De her? Hvor i al
Verden kommer De dog fra
? 4
„Ja, Hr. Assistent, det er ikke saa.
let at forklare; men jeg bringer Dem
her de to Mænd, som gjorde den
Smule Spektakel i Skyttehuset — De
erindrer nok
? 4
„Javel erindrer'jeg det' men hvor
Pokker har De været henne siden den
Tid? Det er jo baade Åar og Dag
siden
!4
)
J
„Jo, ser De, Hr. Assistent, de løb
væk fra mig, og saa satte jeg efter
dem
. 4
„Og hvor indhentede De dem
? 4
„Ja, det ved jeg ikke saa nøje, Hr.
Assistent, for jeg har aldrig været paa
den 0 før i mit L i v ; men den ligger
dernede bagved Honolulu tilvenstre
om Hjørnet, ' hvis De er kjendt i den
Egn. Der fik jeg fat paa dem igjen
. 4
„Og i den Dragt
? 4
„Nej, Hr. Assistent, da var jeg
rigtignok *helt anderledes paaklædt.
Dette her er den nyeste Mode paa Hono
lulu
. 4
Under Spøg og Latter blev vort
Æventyr ført til Protokols, hvorpaa
vi løslodes uden mange Omstændigheder.