158 / 326
168
© i i t Z E f f E N .
Nr.
20
Nappet.
En P o l i t i - H u m o r e s k e
af
W. Hildebrandt.
(Fortsat).
„Ja, forstaar De,” fortsatte den
drevne Politimand, som pludselig syn
tes at have faaet sin gamle Snakkelyst til
bage, „det var jo hændet mig en Gang
før, at en Arrestant var løbet fra
mig, saa tænkte je g : denne Gang gaar
det galt, Du slipper ikke med at faa
Din Afsked, der vanker nok lidt Fæng
selsstraf i Tilgift.
Og saa kom jeg
til at tænke paa min Fætter i Au
stralien, som en Gang tidligere havde
indbudt mig til at besøge sig. Nuvel,
tænkte jeg, der er vel ogsaa Brug
for Politibetjente i Australien, og hvem
ved — maaske træffer Du ogsaa under
vejs de to Herrer. Saa begav jeg mig
da afsted til Australien.
Men det
det var dog en forbistret lang Vej.
og da saa Skibet kom forbi denne 0 ,
stødte det paa en Sten og gik midt
over. I Hastværket tænte jeg ikke
paa de andre; de er vist druknede
alle sammen af bare Befippelse.
Og
da det netop var om Natten, reddede
jeg ikke andet end et Lagen“ . Der
med slog han dette fra hinanden og
overtydede os om Rigtigheden af sit
Udsagn. „De gode Folk her tog mig
i Kost og Logi, indtil jeg finder en
Befordring til Suseborg eller Austra
lien. Men jeg tror ikke, at jeg vil
kunne trives her blandt disse Menne
sker. Det gaar dog lidt for ugenert
til. Sligt er jeg ikke vant til fra Suse
borg, hvor der kun kommer Vilde til
Markederne. Og de er i Reglen meget
pæne Folk, naar de om Aftenen efter
endt Forestilling vasker Sværten af
Ansigterne.”
Hansen tav til denne lange For
klaring og stirrede mørkt hen for sig.
Den brave Suseborger Politimand
havde aabenbart et eller andet, som
laa ham paa Hjertet, men som han
ikke rigtig turde komme frem med.
„Ak, mine bedste Herrer.” stammede
han forlegent, „hvis de nu vilde være
rigtig rare og følge mig til Stationen
paa Grønttorvet, uden at løbe væk
fra mig — for ser De, det vil skade
min Reputation, da sligt jo allerede
er hændet mig én Gang!”
Hansen hævede Hovedet og vinkede
mig til Side.
„Du, Christian, tror Du paa Hi
storien med Skibbruddet?” spurgte
han med en mørk Mine.
„Opspind,
lutter Opspind! Hvis vi var landet
paa en af de andre Øer i Oceanet,
havde vi ogsaa der truffet en skib
bruden Politibetjent fra Suseborg. Jeg
ser nu, i hvilket snedigt Væv, vi ere
fangede. Oh, dette suseborgske Politi!
Det forfølger mig hele Jorden rundt,
fordi det frygter mig.
Og enten vi
var gaaet til Sydpolen eller Nordpolen,
havde vi sikkert ved vor Landgang
stødt paa en suseborgsk Politibetjent!
Nuvel, saa være det! Jeg bøjer mig
for Magten og gaar rolig med tilbage
til Suseborg, for at modtage min Straf.
Men da, Danmark, vogt dig for min
Tales Magt! Du har selv villet det
saaledes. Fra nu af bekæmper jeg
dig paa dit eget Gebet!”
Saa vendte han sig med Værdighed
til den i Lagnet indhyllede Ordens-
haandhæver og sagde:
„Godt, min Herre, gjør Deres Pligt.
Vi følger Dem til Grønttorvet og giver
vort socialdemokratiske Æresord i Pant
paa ikke at forsøge paa nogen F lugt!“
Desværre forstod den skikkelige
Politibetjent ikke ganske det Ophøjede,
der laa i Hansens Handlemaade, og
hvilke storartede Projekter, han ved
sin Nærværelse paa denne fjærne 0
havde krydset; men saa meget forstod
han, at vi igjen vilde hjem, og han
trippede rundt i sit Lagen af bare
Glæde derover og spurgte snart den
ene, snart den anden af de forbavsede
Insulanere, hvor „Vejen gik til Suse
b org” . Vildnissets Sønner tilkjendegav
kun ved afvisende Haandbevægelser
deres fuldstændige Ukjendskab til
geografiske Forhold.
„Naa, nu har jeg hørt det m ed!
De ved saamænd ikke engang, hvor
Suseborg ligger!
Vi skal jo forbi
Honolulu, min Kjære. Der holdt vi
sidste Gang, før vi gik under,” snak
kede den efter sit kjære Suseborg saa
længselsfulde Politibetjent.
„Honolulu? Oh ! ” raabte de Vilde
med Strubetoner, idet de ved Tegn
lod os forstaa, at de kjendte Ordet.
„Ja, ser De, min Bedste ! Nu klarer
det op, ikke sandt? Bagved Honolulu
ligger Suseborg.
Kan De føre os til
Honoluln? Saa skal De faa en kjøn
lille Drikkeskilling, min k jære!”
Men henvendt til os fortsatte han:
„Det er bare Løgn, naar jeg stakkels
Djævel lover dem Drikkepenge. Jeg
har jo ikke engang en Lomme, hvor
jeg kunde have dem i.
Men maaske
de Herrer vilde være saa god at lægge
ud for mig, saa skal de faa Pengene
tilbage, naar vi kommer til Suseborg, “
„Penge! Det var ligesaa sjælden
en Artikel hos os, som hos Politiman
den; men jeg havde endnu i Lommen
en gammel Kniv, et Lommespejl og
en Mundharmonika, som jeg ofte havde
forlystet Hansen med paa vore Rejser
ved at blæse Socialistmarschen. Ved
Hjælp af et ivrigt Tegnsprog og det
ene Ord „Honolulu” udtalt med for-
skjellig Betoning, lykkedes det os at
komme overens med de Vilde om at
føre os til Honolulu.
„Naa, det var billigt, hviskede vor
Cerberus, „derfor faar jeg ikke en
Droske i Suseborg ud til Skyttehuset. ”
Vor Baad var ved Landgangen
bleven læk, og de Vilde foretrak der
for et af deres egne let byggede Far
tøjer. Vor Ledsagers Lagen blev ud
spændt som Sejl, og snart skød vi
med en ret anstændig Fart atter hen
over Bølgerne, som gemytligt skvul
pede paa Siderne af vor Kano, medens
den paradisiske 0 , til hvilken Hansen
havde knyttet saa store Planer for
Fremtiden, snart forsvandt i Hori-
zonten.
Men, medens Hansen sad hensunken
i dybe Tanker, sendte Politibetjenten
og jeg en kjærlig Tanke til Suseborg,
som vi jo nu var paa Vejen til, og
vore Følelser skaffede sig Luft i den
yndede hjemlige Folkesang:
„O, Gine, Du dejlige Mø.”
Vi sang den først dæmpet og
længselsfuldt, men efterhaanden kom
der Kraft i Stemmerne, og til Slut
stemte Hansen
med i Omkvædet
med sin dybe Bas; de Vilde lyttede
med umiskjendelig Interesse og For-
bauselse malet i hvert Træk til vor
Sang, medens Baaden gled let hen
over Vandet.
Aftenen var allerede indtraadt, da
vi naaede Honolulu.
Det spraglede
Liv paa Gaderne gjorde, at vort Op
tog med den lagenklædte Politibetjent
i Spidsen ikke vakte nogen Opsigt,
hvad vi havde frygtet stærkt for.