S_Gazetten

154

© A Z E T T E I f .

Nr. 20

Guld og Glimmer.

Store Ravnsborg

— alias Nørrebros

Theater — har nu staaet tomt og øde

over et Aar. V i kan imidlertid glæde

Nørrebroerne med, at de snart igjen kan faa

Lov at se indenfor. Det er nu saa godt

som afgjort, at Ravnsborg henad Efter-

a a ret aabner igjen, dog ikke som The

ater, men ligesom i gamle Dage som

Varieté.

Maleren

P. S. Krøyer

er i disse Dage

blevet forlovet med en ung Malerinde

Frøken

Triepke.

Dagmartheatrets Ledelse

synes at have

det med det lunefulde. Den havde til i

Mandags lovet en at sine flinkeste Skue

spillere, Hr.

Alfr. Møller,

der i A ar har

trukket hele Læsset derude saa godt som

nogen, en Benefice.

Hvorefter Theatret i Søndags uden

videre gav sin

sidste

Forestilling, uden |

med et Ord at meddele Hr. Møller noget |

om, at han kunde skyde en hvid Pind i

efter sin Benefice.

„

Aftenbladet

“ har blæret sig svært med

en Føljeton, det nu har paabegyndt, „Mr.

Barnes fra New-York“.

Det skulde „Aftenbladet" ikke have

gjort. Der er en hel Mængde Damer, der

allerede for et halvt Aar siden, kedede

sig gudsjammerlig ved at læse den som

Føljeton i „Berlingske".

Den unge Dame,

der forleden forsøgte

at aflive sig i Peblingesøen, er en i vide

Kredse kjendt Demimondedame, Frøken

Willy S.

To Gange tidligere har hun forsøgt at

tage L ivet af sig, ligeledes paa Grund af

Kjærligheds-Historier.

Den unge Kunstner, for hvis Skyld

hun denne Gang gik ud i Søen, er en

ung

Skuespiller

ved et herværende Pri-

vattheater. Han havde til hendes For

tvivlelse brudt det Forhold, der i længere

Tid havde bestaaet mellem dem.

Journalist,

der bor sammen med

Skuespilleren, kom just gjennem Gaden

ligesom den unge Dame styltede sig i

Søen. Han vadede ud i Vandet og fik

hende ved en Droskekudsks Hjælp truk

ket op.

Der er Las i Luften

— er det eneste

anstændige Sprikwort, som det anstaar

sig en Kjøbenhavner at tage i Munden

i denne Maaned.

Vore Billeder.

Tivolis

Aabningsfest i Søndags var som

sædvanlig begunstiget af Graøvejr med Byger.

Men man plejer jo at sige, at „uden Regn

paa Bryllupsdagen, ingen Lykke i Ægteska

bet". Saa det maa vel som sædvanlig være

et gunstigt Tegn for Tivolis Samliv med

Publikum i den kommende Sæson, naar et

Par velvillige Rengbyger, spredte sin vel

signende Væde over Etablissementet og den

Snes Tusind Mennesker, som trængte sig i

gjennem de brede Alléer eller sad støt paa

de gamle Tilflugtssteder: Harmoniorkestret,

Koncertsalen, Wivels Pavillon, „Krogen og

alle de andre Yndlingspladser.

Tivoli bød paa de sædvanlige Forlystelser,

Trumferne kommer først. bag efter, naar

Glæden over Gjensynet med de kjendte, gamle

Steder har sat sig lidt. Blandt de nye Ar

tister, synes det, som om Miss

Blanche

skal

blive Publikums erklærede Yndling.

Gazetten

bringer idag hendes Billede og vil næste Gang

komme ind paa en nærmere Omtale.

En Dværgdame

har i den sidste Tid ladet

sig forevise i Panoptikonbygningen Nr. 3.

Den lille Dame er svensk af Fødsel — mær

kelig nok fra samme Egn som Kæmpen An-

dersson — hun er 33 Aar gammel og har

kun en Højde af 34 Tommer. Det er første

Gang, hun er paa Rejse,; hidtil har hun er

næret sig ved sine smaa Hænders Gjærning

som Tjenestepige hos en Præst i Skaane.

Hun rejser om kort Tid herfra til Næstved.

Skuffet Kjærlighed.

Han

er Skuespiller

Hun

tilhører den Klasse af Kvinder, som

betegnes med det franske Ord Demimonde-

i Damer. De har elsket hinanden i længere

j Tid og hun troede selv, at det var Alvor.

Men Manden er lunefuld og en skjønne Dag

rygtedes det, at han skulde „rigtig" forloves.

Saa ojisøgte hun ham i hans Hjem

hvor

hun saa ofte havde været. Men Modtagelsen

var kold. Utak er Verdens Løn, og da den

stakkels Kvinde saa Kj ærlighedens Gangdør

blive smækket i for Næsen af sig, vadede

hun lige ud i Peblingesøen og tog sig en

Dukkert. Drosken, som havde bragt hende

til den Elskedes Bolig, holdt der endnu, og

Kudsken tilligemed en tilstedekommende

Herre trak hende atter op. I en meget for

kommen Tilstand kjertes hun til Kommune

hospitalet

Ildebranden paa Vesterbro.

I Mandags Nat

brændte

Olsen dk Co.s

store Brændeoplag i

Ny Stormgade. Brandvæsenet, som mødte

talrigt, formaaede ikke at udrette noget over

for det Flammehav, som hurtig bredte sig

over Brændestablerne og de let fængelige

Bræddeskure. Dets Opgave bestod kun i at

lokalisere Ilden, saa at den ikke skulde brede

sig til det nærliggende Tømmeroplag. Dette

lykkedes ogsaa og Mandag Morgen var Ilden

tildels:slukket.

Cirkus Busch

ankom i Onsdags Morges her

til efter en hel Del Gjenvordigheder og For

sinkelser. Galla-Aabnings-Forestillingen, som

skulde have funden Sted i Onsdags, blev

derfor udsat til Torsdag.

Er der noget, der kan tage Kj ©benhav

nerne med Storm, er det Kunstberidere. I

den Retning er vi svært modtagelige. Inter

essen viste sig allerede ved Ankomsten, hvor

en stor Menneskemængde taalmodigt ventede

i den tidlige Morgentime, for at faa et Glimt

at se af de ankommende Kunstnere. Det

har altid sin Interesse at se, hvorledes de

ser ud i deres „civile" Tøj, før man ser dem

i Lysekronens Skær i de stramme Trikots

med et Smil paa Læben jage Manegen rundt.

Gazettens

Tegner har fæstet sine Indtryk fra

i Onsdags Morges til Papiret, og i broget

Veksel slynget dem sammen til en Helheds

skitse til Minde om Cirkus Busch’s Ankomst

til Kjøbenhavn i Sommersæsonen 1889.

Vort Familieliv.

Til Tivolis Adbning kom vi — og det tids

nok! Det var egentlig Sgnd for Fader, at vi

overtalte ham til at gaa med derind, han vai

for mat i Sokkerne endnu. Og tænk Dem saa

en Ide, den gamle Mand fik, at ville, staa ved

Kunstnerplænen og høre Salutten blive bi oendt

af Kl. 4! Vi fraraadede ham det alle; men

Fader er ikke den Mands Søn, der lader sig

overtale, naar han først har sat sig noget i

Hovedet.

Altsaa stillede vi K l. 4 ved Plænen. Det

saa meget uskyldigt ud. En 2 Alen høj Iætn-

stang stod fast i Jorden midt paa Plænen,

og en Mand gik paa Slaget fire hen og hængte

en lille Papirstut paa Jærnstangen, tændte en

Traad og fiærnede sig hurtigt. Det futtede

lidt og saa

—

lød der et Knald, som rystede

Luften og gav Ekko henne i Bazarbygningen.

Fader lukkede Øjnene og sank i Knæ.

„Hæv Dig paa Tæerne,"Svigerfader,“ raabte

Christian til ham, „saa giør det ikke noget!“

Stakkels Fader! Han havde ikke engang

Kraft til at hæve en Knappenaal endsige sit

eget Legeme. Han dukkede bare med Hovedet

og lavede sig til at staa for det næste Knald.

Men det kom alligevel

før han anede det, og

han var sikkert gaaet bagover, hvis ikke Di

rektøren havde opfanget ham i sine Arme.

Samtidig med Knaldet hørte vi et Brøl som

fra en saaret Løve

og Fader sank sammen

som en tom Melsæk.

Direktøren tog ham medlidende under den

den ene Arm og Christian under den anden,

og saa landede vi allesammen hos Wivel, hvor

Fader og Direktøren drak et Par oplivende

Gjenstande sammen. Og saa blev vi vist rundt

paa paa Etablissementet under kyndig Vej

ledning. Aldrig har vi havt en saa gemytlig

Dag. Gondolfart til Fregatten med Portvins

toddy, som vi fik Rabat piaa, fordi vi var

Abonnenter, gratis Adgang til Kunstnerplænen

og Miss Blanche, 20 Omgange i Ballongynge

og 50 i Dampkarussel, 10 Minutter i Kaste

gyngen med Kvalme og Christian om Halsen

og en Uendelighed af Omdrejninger i Rutsch-

banen med table Hatte og krøllede Overstykker.

Men'paa „ Sportspladsen“ var det kun Chri

stian og mig og Zette, for Fader og Direk

tøren blev i Mælkeriet hos „Sæterjenterneu

med den søde Mælk og de dejlige Øjne.

Om Artisterne vil jeg ikke skrive noget

denne Gang, da Zette siger, at han gaar og

brygger paa en Artikel til næste Kummer om