235 / 326
Nr. 30
G A Z B T T E N .
Fra Cirkus Busch.
Den flotte Saltomor
talerytter, Mr. Arnold, er ubetinget en af de
flinkeste blandt Cirkus Busch’s i det hele
taget saa flinke Artister og tillige en af
dem, der staar højst i Publikums Yndest. Yel
hænder det undertiden, at Mr. Arnold, naar
han udforer den vanskelige Saltomortale
gennem den 15 Pod lange Tunnel, styrter
ned paa Manegen; men han er straks paa
Benene eller rettere paa Hesten igen og
udfører derpaa Saltomortalen under det hen
rykte Publikums langvarige Jubel.
En ond Husbond.
Forleden blev en i Tivoli
tjenende Opvarter anholdt for Mishandling
og Krænkelse af Blufærdigheden. Han havde,
medens hans Hustru var i Byen, tvunget sin
I5aarige Tjenestepige til at klæde sig af,
hvorefter han piskede hende paa det blottede
Legeme med en tynd Stok.
Ild i Pudsepeter.
For nogle Dage siden,
da den bekendte Pudsepeter promenerede i
P'rederiksborggade, gik der pludselig Ild i
ham. Brandens Aarsag vrr en tændt Cigar
stump, som Peter havde været saa uforsigtig
at putte i Lommen. Heldigvis lykkedes det
tililende Folk at redde Peters kostbare Liv.
Panorama international
har stadig stærk
Tilstrømning af rejselystne Kjøbenhavnere,
der foretrækker paa denne nemme Maade at
se sig om i Verden fremfor den ikke saa
lidt dyrere og besværligere gammeldags
Manér pr. Damper eller pr. Jærnbane. I
denne Uge er det det skønne sachsiske
Schweitz, der henne i Vimmelskaftet passerer
forbi Publikums Blikke. Det er en særdeles
smuk Samling af klare, fortrinlig udførte
Billeder. Ligesaa nemt som man i Vimmel
skaftet kan beskue det sachsiske Schweitz,
kan man inde fra Tivoli gøre en lille Af
stikker til Paris, og man fortryder den ikke.
I næste Uge forevises i Vimmelskaftet
Holland 1. Serie og i Tivoli Amerika, Kali
fornien, 2. Serie.
Skovfoged Rumler mister Livet ved et Vaade-
skud.
To Mænd var i Lørdags taget ud for
at skyde Sælhunde i Farvandet ved Præsto.
Den ene af dem, Skovfoged Rumler, havde
sin Bøsse staaende i Baaden foran sig, da
han pludselig fik Øje paa en Sælhund. Han
greb Bossen, men i det samme gik Skuddet
af, og Ladningen, Dyrehagl, trængte ind i
Mandens Side. Han dode den paafølgende
Nat.
Revolverdramaet i Troense.
I
Mandags
Aftes fandtes i Norreskoven ved Troense
Ligene af Grev Sixten Sparre og Beridersken
Elvira Madigan.
Han, der var ulykkelig
gift ovre i Sverig, havde forelsket sig i den
skonne Beriderske og forlod for hendes
Skyld sin unge Hustru og sit Barn. Hun
flygtede fra sit Cirkus og flakkede sammen
med Greven omkring i Danmark; da saa
alle deres Penge var opbrugte, foretrak de
at gaa i Døden sammen frem for at vende
tilbage.
Grev Sparre skod med en Revolver forst
sin elskede og derpaa sig selv.
Elvira Madigan var godt kendt af Køben
havnerne; hun optraadte for et Par Aar
siden i Tivoli og gjorde stormende Lykke.
Omstaaende Billede er et Portræt af hende
fra denne Periode.
Om sig.
„ I andre Blades Grøde,
der tager jeg min Føde“.
Der findes her i Byen et lille foretag
somt Blad, hvis Navn det i Øjeblikket
er os umuligt at huske, men hvis Ger
ninger oftere er straffet ved Landets
Domstole. „Gazetten" skulde ikke have
nævnt vedkommende Aftenblad, hvis ikke
hin journalistiske Affaldsbeholder havde
forsøgt at k o n ^ e „Gazetten" og med let
forstaaelig Misundelse havde gjort sine
Læsere opmærksom paa vor — naar vi
selv skal sige det — ret fikse Maade at
skrive paa.
Selvfølgelig kan vi ikke have noget
imod, at selv en mindre anset Kollega
gør Reklame for vort Blad i sine Spalter,
men vi vilde dog foretrække, at det lille
skarnagtige Monstrum herefter „citerer"
os rigtig, naar det gør sit tarvelig vante
Publikum den Glæde at optrykke nogle
af vore stilistiske Vendinger. Og vi kan
fortælle Bladet, at det vil staa sig bedst
ved at gjøre det herefter.
Hvad der forøvrigt har undret os
noget, er den uventede Beskedenhed, der
ved denne — i Modsætning til ved alle
andre Lejligheder — præger den smaa
snakkesalige Sprøjte. „Gazetten" har af
og til udtalt sig om den aftenlige Spytte-
gøgs egne unge Mennesker, i alt Fald
om en eller to af dem, saa at Bladet
saamænd nok kunde have set sin Fordel
ved at aftrykke enkelte af disse ubetinget
smigrende Udtalelser, der alle gladeligen
staar til Tjeneste.
Genér dem endelig ik k e !
Da „Gazetten" for nogen Tid siden
gjorde opmærksom paa, at den i nævnte
Aftenblad med stor Pomp og Vigtighed
optagne ny Føljeton „Mr. Barnes fra
New-York" allerede for Va Aar siden
havde staaet i „Berlingske Tidende", følte
man f. Eks. ingen Trang til at „citere"
os, maaske fordi man ikke fandt den
Ting videre morsom.
Men Herregud, at de morgenduelige
Graabrødre forstaar at omgaas vindskibe-
ligt med Saks og Klister, er dog langtfra
deres største Fejl.
Og saa er det tillige saa rart øko
nomisk.
Magnetismen.
in.
Læseren vil erindre, at vi sidst tog
Stade paa den lyse Sol. Men før vi kan
komme ind paa vore magnetiske Eksperi
menter, er det nødvendigt at dvæle lidt
længere red „Ætheren" og da navnlig
se, hvilke Grunde Granskerne har at
fremføre for dette Stofs Tilstedeværelse.
Videnskaben lærer os, at Lyset ikke
kan forplante sig uden et Mellemstof,
hvori Forplantelsen kan foregaa. Dette
Stof er Ætheren. Lyset er ikke et sær
skilt Stof, der udsendes fra Solen, men
kun en Bevægelse i Ætheren.
Ligesom en Stræng paa en Violin
frembrinder en Tone, naar man sætter
den i Svingninger, bringer den til at
vibreie, saaledes fremkommer for vor
Synssans Fornemmelsen af Lys, naar
Ætheren bringes til at vibrere.
Og ligesom den højeste Tone bliver
fremkaldt ved et Antal Svingninger, der
nærmer sig de
6
Millioner i Sekundet,
saaledes fremkommer det klare Middags
lys ved et lignende Antal Svingninger i
Ætheren. Altsaa Aarsagen til, at vi midt
paa Dagen ser bedst, er den, at vor
Senerve paa den Tid i Løbet af hvert
Sekund træffes af omtrent
6
Millioner
Æthersvingninger, der i vor Hjærne frem
kalder Fornemmelsen, af Lys; i Aften
røden træffes vor Senerve derimod kun
henved et Par Millioner Gange i Sekundet
af Æthersvingningerne, derfor er det ikke
saa lyst for os paa denne Tid af Døgnet
som ved Middagstid.
A t de forskellige Farver fremstilles
for vort Øje paa en dermed i F'orbindelse
staaende Maade, skal vi senere faa at
at se.
At Ætheren eksisterer, bevises
alene af den Grund, at Lyset behøver et
Medium til at bevæge sig i for at komme
til os fra de fjærneste Himmellegemer.
Rummet er uden Ende, men overalt, fjærnt
og nær i Rummet, vrimler det a f Lege
mer, Himmellegemer, der udsender Lys,
Vi ser imidlertid kun en Del af dem; og
det Antal, vi kan se, er forskelligt til
forskellige Tider.
Somme lid e r synes
1
Himlen at være besaaet med Stjærner,
til andre Tider ser man kun enkelte.
Hvis der nu ikke var et Stof imellem,
som, hvor gennemsigtig det end er, paa
de umaadelige Afstande dog skjuler den
største Mængde af Himmellegemer for
vort Øje, som vilde vi ikke kunde se
andet end et lysende Hav over vore
Hoveder (forudsat at vi i det hele taget
kunde se); hele Firmamentet vilde falde
sammen i en uendelig Lue, idet der over
alt findes Legemer, og der blev ikke en
Plet tilbage, som ikke var eller i Virke
ligheden er dækket af Himmellegemer.
Naturligvis er der uhyre Afstande med i
Spillet.
Kun de nærmeste Stjerner kan
vi se, de fjærnt liggende skjules afÆtheren.
Den gjennemtrænger alt: Luft og Vand,.
Jærn og Staal, alt levende og dødt. Som
den ytrer sig i Rummet i Form af Lys,
saaledes optræder den i Materien, snart
i Skikkelse af Elektricitet, snart som
Varme, Magnetisme o. s. v.
Nes Trebla.