238 / 326
238
G A Z E T T E INF.
Nr. 30
Kjøbenhavnske Originaler.
II.
Rasmus Christensen.
Vi har ofte liørt fortælle, hvorle
des Tiggerne i Paris forsyner sig med
grønne Øjnskærme,
Krykker o. 1.
for derved at vække Folks Medliden
hed, og i fremmede satiriske Blade
har vi ofte set Tegninger, der frem
stiller Tiggere, som i Farens Stund
kaster Krykkerne fra sig og sætter
afsted i fuld Galop. At der herhjemme
findes noget lignende, at der her i
Kjøbenhavn gives Folk, som søger at
slaa Mønt af-et ynkværdigt Ydre, aner
vistnok de færreste. Men Kjøben
havn er jo bleven en Storstad, og
hvorfor skulde Storstaden Kjøben
havn da ikke ogsaa have lignende
Fremtoninger som al Verdens
øvrige store Byer?
Jo, desværre — der gives og
saa i Kjøbenhavn Folk, som lever
af Næstens Medlidenhed, og blandt
disse indtager den Mand, hvis
Billede vi i Dag bringer vore Læsere,
en fremragende Plads.
De fleste Kjøbenhavnere er
sikkert nu og da blevet opskræm-
met af nogle hæse Toner, der maatte
komme fra en forstemt Violin, og
har de da gjort sig den Ulejlighed
at kaste et Blik ud af Vinduet,
har de set en gammel, tilsyne
ladende blind Mand staa nede i
Gaarden, trakterende sin Violin og
syngende nogle Vers. Maaske har
de da faaet Medlidenhed med den
„stakkels, gamle, blinde Mand“
og kastet en Tiøre ned til ham.
Den Tiøre har de i saa Fald
kastet ud af Vinduet i dobbelt
Forstand; thi „Staklen1 er ikke
saa ulykkelig, som han ser ud til
at være.
Mandens Navn er Rasmus Chri
stensen, han er Søn af en jysk Hus
mand, og det fortælles, at Rasmus
Christensen endnu besidder en Ejen
dom ovre i Jylland. Ilan er døbt og
konfirmeret i Hyllested, blev efter
Konfirmationen sat i Skrædderlære, blev
derpaa Tjenestekarl, men syntes bedre
om at være Løsgænger, købte sig saa
en Violin og flakkede som Spillemand
omkring i Jylland og paa Øerne, indtil
han tilsidst slog sig til Ro i Kjøben
havn, hvor han fandt et rigt Arbejds
marked, og hver hans Forretning gik
og forresten til Dato gaar strygende
i mere end en Forstand.
I sin Ungdom kom han galt afsted
med noget Krudt, som eksploderede
og gjorde ham fuldstændig blind paa
det ene Ø je ; med det andet kan Fyren
dog godt beskue Husenes'Vinduesrækker
og mønstre de Penge, som medlidende
Sjæle kaster ned til ham.
Som de fleste andre Originaler har
Rasmus Christensen haft en ulykkelig
Kærlighedshistorie.
Han var forelsket
i en ung, fynsk Pige. som var ganske
kjøn og havde nogle Skillinger paa
Kistebunden. Det var dog mere efter
Pengene end efter Pigens Person, at
Christensen tragtede, og hun, som
indsaa dette og desuden ikke kunde
fordrage den pengebegærlige Fyr,
ægtede en anden. Det er til denne Be
givenhed, han sigter, naar han synger:
.(e g v a r d a fo rlo v e t m e d h in P ig e fra F y n ,
S n a rt sk u l fo r m in L y k k e d e t da ge s,
M e n je g k o m til S k a d ’ o g sp o le rte m it S y n ,
S a a d e r b le v en R e s t k u n tilb a g e s .
D a sa g d e F a rv e l m ig d e n J o m f ru saa lin
O g to g sig e n K æ re s t m e d P e n g e .
M e n n u g a a r je g o m o g s p ille r F e v e lin ,
F o rd i je g saa h a a rd t m o n n e træ n g e
paa sin Samvittighed; i 1875 fik han
8 Maaneders Fængsel for Overtrædelse
af Straffelovens § 176 og 173, og,
senere dømtes han til 15 Maaneders
Forbedringshusarbejde for Uterlighed.
Christensen er en meget fordrings
fuld Person; naar nogen byder ham
Kobberpenge, betragter han disse med
et foragteligt Smil, men han er jo
ogsaa nok Sølv værd.
Som en Kuriositet kan anføres, at
han, da han for nogen Tid siden kom
ind i en Gaard og fandt alle Husets
Vinduer kridtede, idet Beboerne var
flyttede paa Landet, gav sig til at
skælde ud, fordi saadan nogle — —
— vovede at flytte, naar han kom
for at divertere dem med sin „Kammer
musik “ .
I 1862 blev han gift; men hvor
hans Kone er bleven af, eller om
hun i det hele taget lever endnu,
er det ikke lykkedes os at faa
oplyst.
Den før omtalte fynske Pige
har han bagtalt paa det skamme-
meligste allevegne, hvor han kunde
komme afsted dermed, ligesom han
ogsaa paa anden Maade har søgt
at chikanere hende og hendes
Mand, der lever i meget smaa
Kaar.
Christensens Originalitet bestaar
i hans enestaaendeListighed, Lumsk
hed og Gærrighed.
Vi har præsenteret ham under
denne Rubrik, fordi han er en
kendt Størrelse i Kjøbenhavn; men
desværre er der kun faa, som be
tragter ham paa den rette Maade.
Naar „Gazetten“ s Læsere næste
Gang hører ham kvæde sin Vise
i deres Gaarde, saa ved de, hvem
og hvorledes han er.
Rasmus Chi• istensen.
Visen, der iøvrigt handler om hans
Levnetsløb, er bleven til i en Spækhøker
butik, hvor en anløben Student ned-
skrev den paa Makulatur og som
Vederlag for dette Stykke Arbejde er
holdt nogle Drikkevarer.
Ved at kvæde denne Vise og ved
at traktere Violinen har Rasmus Chri
stensen efterhaanden tjent sig en net lille
Formue, som stadig forøges, særlig af
Fattigfolk: Fabrikarbejdere og lign.
som Fyren med Forkærlighed op
søger, og som af Medlidenhed ofrer
af deres surt erhvervede Skillinger
til den „blinde Mand“ .
Fyren er
godt kendt af Politiet, som meget
ofte har haft Fingre i ham; i 1887
blev han saaledes mulkteret ikke mindre
end ni Gange og i 1888 tre Gange,
senest i April, da han maatte af med
40 Kr.
|
Men han har ogsaa grovere Synder
E n K u r v .
Højstærede Hr. Redektør! De maa.
meget undskylde, at jeg ikke sender
Dem den Artikel, som jeg havde lovet
Dem til „Gazetten“ . Istedetfor sender
jeg Dem
hermed
mit Fotografi
og Motivet til en Tegning, ’som De
saa kan benytte i næste Nummer.
Grunden til, at Deres ellers saa pligt
opfyldende Theobald svigter Dem er —
ja, nu skal De høre:
Har De nogensinde været forelsket
— saadan rigtig — uh — knusende,,
rasende, glødende forelsket — har Ilden
i Deres Indre nogensinde truet med at
brændeDemop, saa De ikke blev til andet
end en stakkels omvandrende Ruin ? —
Pris Dem lykkelig, hvis De ikke har
følt denne Kærlighed; thi det har
Deres stakkels Theobald, og det er
blevet hans Ulykke.