S_Gazetten

242

Gr A

E T T E isr..

Nr. 31

S T I G A A R D .

Det var med dyb Vemod, a t enhver

Ven a f dansk Skuespilkunst i Mandags

mogtog det saa uventede Budskab om

S tigaard s Død.

Thi man vidste jo,

at dette ikke var noget forbigaaende

om end a lvo rlig t Tab for hans Theater,

man vidste, at han var Scenens sidste

Repræsentant for en svunden Tids

L ivsanskuelse, den sidste, som for-

maaede at give dens blegnende S k ik

kelser L iv.

N aar i „O le L u kø je“ og

„Mester o g ‘ Læ rling “ , hans bedste og

kæreste Roller, hans sjælfulde B lik

lyste os i Møde, og Christians og

Aages Repliker bares til vort Øre a f

hans kønne Stemme, gennembævet a f

T ro og Begejstring, da følte vel selv

den mest moderne Tilskuer en vemodig

Længsel efter en svunden Tids Ro

m antik, og misundte hemmelig denne

aldrende Mand den Barnetro, som

glødede gennem hvert Ord og for-

maaede at vække en saa mæ rkelig

Stemning.

Med S tigaard stedes for

bestand ig A age til Hvile, ingen vil

oftere form aa at gjøre disse kolossalt

naive Repliker menneskelige.

Foruden de bløde, barnlige Gemyt

te r gav S tiga a rd den brave Djærvhed

i Folkekomedien et trovæ rd igt U d tryk.

I saa Henseende løj ikke det energiske

T ræk om hans smukke Mund; han

va r et Barn af sin Tid, hvor hver ung

Sku espiller drømte sig som djærv Helt.

V i mindes i Ø jeb likket a f denne A rt

Smeden G au tier i „ Faldgruben “ , Ame

rikaneren i „Jorden rund t“ og Bengt

Lagm and i „B ryllupp et paa U lfsb jerg."

S tigaard maa have væ ret betagende

som ung.

Endnu som ældre Mand

kunde han se dejlig ud især i Ivostyme-

roller — og han forstod som ingen

anden a t bære et Kostyme med Anstand.

Han var som Menneske ganske som

vi kemUe ham paa Scenen. En kæ rlig

Fam iliefader, en god Kamm erat, op

brusende og djærv, hvor der mødte

ham noget lavt, blid og opofrende mod

dem han holdt af.

Selvfølgelig var

da ogsaa han, respekteret og afholdt

som faa, i de senere A ars Teaterm isére

a ltid sine Kamm eraters Tillidsmand.

I de senere A a r følte han sig sikkert

noget ene midt iblandt en Slægt, hvis

L ivsop fattelse var hans egen saa mod

sat, og vi maa sikkert prise ham lykk e

lig, a t han slap for den Kvide at blive

gammel og glemt, dobbelt tung for

ham, som med saa stor Energi holdt

p aa den flygtende Ungdom.

Guld og Glimmer.

Uventet Beskedenhed.

„Politiken" for i

Onsdags indeholder følgende Passus, der

efter al Rimelighed skyldes Bladets Mu

sikanmelder, Hr.

Charles Kjerulff;

,,-m a n

maa nære oprigtig T viv l om Tivolidirek

tionens musikalske Sans".

Det er som bekendt Hr.

Charles Kjer-

ulff,

der har „komponeret." Tivoli-Operet

ten „Buh-lang-Buh".

Ædruelig Mand søges.

T il den ved

Stigaards Død ledigblevne Rolle som den

totalafholdendeSmedi „Faldgruben" søger

Kasino allerede i flere Dage forgæves en

Skuespiller, der aldrig har haft det mindste

„Stænk" af Overstadighed.

Det bliver vanskeligere og vanskeligere

at besætte Rollen.

En herværende brav Ægtemand, som

„

Gazetten

“ kender, gaar aldrig ud om

Aftenen uden at væ re foisynet med et

saalydende Kort fra sin K on e:

xra _________

sig

Udgangstilladelse.

Min hermed følgende Mand, P ar

tikulier N. N., har etter derom stillet

Anmodning faaet Tilladelse til at

væ re ude i Aften efter Kl.

, dog

ikke senere end Kl.

Hans Hustru

Fru N. N.

Anm.

D ’H r r . K e lln e re b e d e s e fte r A fta le

sø rg e fo r, a t h a n ik k e d rik k e r re t m e g e t, s a m t at

lia n ik k e a fta g e r sin V ie ls e s rin g o g p u tte r d e n n e

i V e s te lo m m e n .

Vore Billeder.

Fra Cirkus Busch.

Hundedressøren Tscher-

noff. som i de sidste Dage er optraadt ude

i Cirkus Busch, har vist sig at være en ganske

fortrinlig Akvisition.

Alt det, de Hunde

kan udfore, grænser stærkt til det utrolige;

baade som Springere og som Klovner er de

ikke langt fra at fordunkle d’Hrr. Olschansky,

Bedini og Guion.

De Hunde vil Direktør

Busch sikkert faa megen Glæde af.

Fra Frederiksberg Morskabstheater.

Vi bringer

i Dag vore Læsere Portrætterne af Sommer-

revuens Bærere, Fru Anna Christensen og

Hr. Fred. Jensen. Hvad var Frederiksberg

Morskabstheater uden dem? Fru Christen

sens lille trivelige Skikkelse, hendes glade

Smil, glimrende Foredrag og ægte køben

havnske Madamefigurer i Forbindelse med

Hr. Jensens fortrinlige Spil er det, som

Aften efter Aften fylder det lille Forstads-

theater med et begejstret Publikum.

Vild Kørsel.

Da en Slagter forleden kom

korende i vild Fart paa Strandvejen, tørnede

XL3

ejx

Under den Forudsætning, at Partiku-

lieren virkelig kun gaar saadanne Steder

hen, hvor Fruen har truffet Aftale med

Opvarterne, synes Idéen ganske praktisk

og anbefales vore fruelige Læsere til

Efterfølgelse.

Etter Forlydende agter „København"s

Redaktion i næste Uge at lade uddele en

Æske Legetøj — en Noah Ark med alle

Medarbejderne — til hver af Bladets

Abonnenter.

hans Vogn først mod et tospændigt Køretøj,

hvis ene Hest kom slemt til Skade, dernæst

mod en Bicykle, som ved Sammenstødet

blev slynget over mod en Tricykle, der blev

styret af en ung Dame. Den travle Slagter

blev noteret.

En flink Hund.

^>a en fem Aars Dreng

forleden legede ved Bredden af Skjern Aa,

var han saa uheldig at falde i Vandet og

| vilde uden Tvivl være druknet, hvis ikke en

ung Hund resolut var sprunget ud og havde

holdt ham oven Vande, til der kom Folk til

Hjælp.

Valhalla.

Forleden Aften gik det lystig

til udenfor det ' bekendte Valhalla, hvor

Frelsens Hær har sin ene Modesal. En stor

Menneskemængde søgte nemlig at bringe

lidt Afveksling ind i det gemytlige Korps

sædvanlige Løjer ved at rette et Stormløb

mod Fæstningen.

Med Stenkast og øre

døvende Pibekoncert søgte de at jage de

tapre Gudsforsvarere paa Flugt. Da Und

sætning ankom, i Form af adskillige Politi

betjente, havde de tapre Stridsmænd gennem

Bagdøren forladt Valpladsen.

Raat Overfald.

Da en Kvinde forleden

Nat passerede Nygade, blev hun overfaldet

af en Handelsmand og en Skomagersvend,

der mishandlede hende paa forskellig Maade,

indtil Politiet endelig kom tilstede og an

holdt Voldsmændene.

Er i ndr i nge r fra

Tribunen og Sanglokalerne

i København.

W. Rantzau.

„

Teltene“ og „Over Stalden" i gamle Dage.

Se, før saa saa’ man Fa’er og Mo’er

Og Børn tilsammen vandre

Gemytlig ud af Østerport

Til Skoven med hverandre,

Og blev det Regn, saa slog man op

Familieparaplyen,

Naar man gik hjem, i Kor man sang

Den hele Vej til Byen.

Den Gang man spiste ej hos „Niels Husar",

Men af en Madkurv, som den ældste

Læredreng han bar

Saaledes sang min Hustru for ca.

Aar siden.

Allerede den Gang holdt

Fatter det under sin Værdighed at trille

den yngste Pode til Skoven i en grøn-

malet Barnevogn; Æggekage med Purløg

var lige ved at gaa af Mode, man tog

sig hellere en Bøf i Lundagers Telt i

Charlottenlund.

Jeg erindrer tydelig en gemytlig Skov-

tur> j eg havde en St. Hansnat netop i

den Periode:

Sammen med et Par gode Venner kom

jeg vandrende fra en lille Familiefest,

da vi paa Kongens Nytorv pludselig fik

Øje paa en Kaffemølle, som lige var ble

vet sin Ladning af glade Skovgæster kvit,

og skønt Klokken var tolv, betænkte vi