246 / 326
246
G A Z E T T E N.
Nr. 31
Kjobenhavnske Originaler.
III.
Poul William Møller.
I Logishusene, disse de hjemløse
Eksistentsers Tilflugtssteder,
findes
Københavns fleste Originaler. Blandt
en Bande af Mennesker, hvis Ansigter
er prægede af Nød, Elendighed og
Last, blandt Folk, hvis meste Næring
bestaar af Brændevin, og hvis Arbejde
i Beglen indskrænker sig tilTiggeri, føler
Originalerne sig hjemme. Originalerne
har ogsaa en vis Betydning for Logis-
lmsene og disses Værter, idet de
trækker Folk til Huse, f. Eks. unge
Studenter, Forfattere, Journali
ster o. 1., som vil studere Folke
livet. Ja, det gaar endogsaa saa
vidt, at enkelte af disse Menne
sker fra det bedre Samfundslag
bliver Stamgæster i Logishusene
og de dermed beslægtede Bevært
ninger. En meget bekendt For
fatter „ staar“ saaledes paa „den
sorte Tavle“ i en af disse Bevært
ninger for et Beløb af ikke mindre
end 60 Kr.
Men selv mellem Logishusenes
egentlige Befolkning, blandt hvilken
Sjovertypen er den mest fremtræ
dende, spiller Originalerne en Rolle.
De er for den Klasse noget lig
nende, som Skuespillerne er for
Bourgeoisiet. Naar den ene Sjover
meddeler den anden: ,, Du, nu har
der igen vaaren Ild i Pudsepeter!“
- eller „I Gaar har Pudsepeter væ’t
i Politiretten!“ saa modtages en
saadan Nyhed af denne Klasse med
samme Interesse som den, hvormed
Bourgeoisiet modtager Nyheden om,
at „Olaf har faaet sig en ny Jagt
vogn “ , eller at „Lindstrøm dyrker
Cyklesporten. “
Logishusene er Skatkamre for
dem, som vil beskæftige sig med
Originaler. I et af disse er vi da
ogsaa stødt paa den Mand, som vi
idag skal omtale.
Navnet Poul Villiam Møller er der
vist ikke ret mange, der kender; der
imod turde „Puste-Moller“ eller „Put-
Møller “ være bedre bekendt. Dette
Navn har han efter eget Sigende faaet,
fordi han, naar han bliver fuld — og
det bliver han ikke saa sjældent —
giver sig til at puste af Varme. Han
er en lille tyk Aland med et rundt,
fedt Ansigt, og et Par ejendommelig
blaa, glasagtige Øjne, som han altid
kniber tæt sammen, naar han giver
sig til at „puste".
Hans Klædedragt er altid ens;
paa Hovedet bærer han en brun rund-
pullet Hat, om Halsen et grønt Tør
klæde, i hvilket der er fæstet en gul
Sjalsnaal, dernæst en mørk, plettet
Frakke med Perlemorsknapper og paa
Fødderne et Par sorte Kapskc. Af
Profession er han egenlig „Fægte
mester". d. v. s. han „fægter" (tigger)
sig frem ; men for et Syns Skyld bærer
han dog under den ene Arm nogle
gamle Blade i en lille Papmappe. Aled
disse Blade søger han fra Beværtning
til Beværtning, hvor han agerer Kol
portør. De Penge, han saaledes skra
ber sammen, anvender han til at leve
for.
Han bor i „Blodkoppen", et
Logishus i Farvergade, hvor han betaler
35 Øre for Nattelogis, og hvor han ogsaa
nyder sit „Alaaltid", der som Regel
bestaar i en stor Snaps med en lille
Sjat 01 til, en Ration, for hvilken
Aløller erlægger en 5-Øre. I Betragt
ning af, at Aløller er Alester i „Fægte-
har
Jecr
som
Puste-Møller.
faget", kan lian dog godt opnaa Kredit,
hvis han en Dag tilfældig ikke er
ved Aluffen.. Han er en lidenskabelig
Tobakssnuser, fører en anselig Portion
Snus med sig i en Blikdaase og gou
terer sig hvert Øjeblik med en Pris.
Øg saa har „Puste-Aløller" endnu
! en Ejendommelighed.
Det er hans
' store Hang til, saasnart der gives
Lejlighed, at tale om fremragende og
| bekendte Alænd. Han kan Navnene paa
samtlige københavnske Redaktører og
paa en stor Del inden- og udenlandske
Professorer og Digtere. Her er en Prøve
paa hans Færdighed i denne Retning:
„ Briichner, kender De ham ? — ja
jeg kender ham, Gu’bevares, ja, — og
Hørup og Kant — han var en stor
Regavelse — Skandorf (Schandorph)
og Sole (Zola), Vilhelm Bergsøe og
Franzos, tror De ikke, jeg kender dem?"
Spørger man ham saa, hvor han kender
dem fra, svarer han altid: „Jeg
jo ingen Ting lært!" eller ogsaa: ,
har læst det i Spækhøgerbutiken!“
Fysiognomien er et Studium,
interesserer Aløller særdeles; hun kan
se paa Folks Ansigter og deres Hil
sen — siger han — om det er dannede
Mennesker eller ikke.
Møller er ikke sin egen Originali
tet bevidst, i alt Fald svarede han,
da vi spurgte ham, om vi maatte skrive
om ham: „Der er saamænd ikke noget
mærkværdigt ved mig !“
Hans Historie frembyder intet sær
ligt: Han er en Søn af en Urtekræm
mer og blev født i Køhenhavn den
24. November 1837; han gik i Skole
et Sted i Farvergade, blev sat i Lære
i en Kolonialforretning i Plorsens,.
i hvilken By han ogsaa blev kon
firmeret. Som Urtekræmmersvend
var han derpaa i Nykøbing paa.
Sjælland og senere i Slagelse. Saa
forlod han Faget, blev en Tid
Kontrollør og Opvarter paa „Al-
liambra", opgav det og blev Pak-
husforvalter, derefter Opvarter paa
Raadvad, indtil han saa en skønne
Dag fik den Idé at nedsætte sig-
som Lingerihandlende. Han etable
rede -en Forretning, der. naturlig
vis gik i Stykker, kort efter at
den var bleven aabnet. Men den
gode Møller var ikke raadvild.
„Kan det ikke gaa paa den ene-
Alaade, saa kan det vel gaa paa
den anden!" tænkte han.
Saa.
gav han sig til at optræde som
Gøgler og rejste med Miehes Be
ridertrup; men da heller ikke det
vilde gaa, forsøgte han sig som
Skuespiller og rejste med Jacobys
Selskab i Jylland og i Sverig,
hvor han optraadte i „komiske
Roller". Omsider opgav han saa
ogsaa det og tog atter fat i Forret-
ningsfaget, først i en Købmands
handel i Kærteminde, senere i en
Vinforretning i København.
Men saa var Aløller ogsaa træt;,
nu vilde hanikke mere! Han havde
kun sig selv at sørge for, gift har
han aldrig været, men — „jeg har
altid sværmet for Damerne!“ siger han.
En Tid laa han syg paa St. Johan
nes Stiftelse, og da han saa blev ud
skreven, fandt han et Asyl i „Blod
koppen".
Derfra begiver han sig kun, naar
han skal ud og passe sine Foretnin-
g e r : Kolporteringen og Fægtningen.
Især den sidste Del af hans Virksom
hed gaar — takket være hans Origi
nalitet — udmærket.
Automater.
Alit Blod koger og mine Hænder
knytter sig, naar jeg gaar inde i
Tivoli og faar Øje paa disse røde-