74 / 187
J O H A N J Ø R G E N S E N
dets egen produktion kunne opveje. For Københavns vedkom
mende fik han medhold hos magistraten, der på samme tid, og vel
også på samme grundlag, udtalte, at stadens handel alene bestod
»i det som indføres og konsumeres her, thi kun lidet eller intet kan
udføres . . ,«.56 Tydeligere kunne det ikke udtrykkes, at manufak
turpolitikken var slået fejl, at forbrugernes vaner var uændrede, og
at kræmmernes stilling følgelig var den hidtidige.
Med alt dette havde standen dog
sine
vanskeligheder. Det er
allerede nævnt, at der i begyndelsen af
1680
’rne forekom en del
fallitter. Vi ved imidlertid ikke, om der var flere end sædvanligt.
Thi selv om det er rimeligt, at krigen og den derpå følgende re
striktionspolitik har fået mere end een kræmmer til at vakle i sad
len, er det på den anden side givet, at der stedse må have været
en ikke ubetydelig indbyrdes konkurrence. I tiden
16 1
—
1681
op
toges
197
nye medlemmer i lavet, altså
9
å
10
årligt, hvilket må
siges at være et stort tal for et exklusivt fag,57 hvori der desuden
»fuskedes« bravt af udenforstående.58 Hvis der ikke havde forelig-
get detaillerede oplysninger om Johan Bøfkes og enkelte andre
kræmmeres handel på udlandet, ville man derfor måske have troet
Molesworth, når han skildrer handelsmændene som værende i
»bundløs gæld til kreditorerne i Amsterdam og Hamburg«.59 Det
gjaldt, som vi har set, ikke Johan Bøfke, af hvis gæld
17—18
pct.
stammede fra Holland og
14—15
pct. fra Hamburg. Det gjaldt
heller ikke Claudi, hvis gæld fordelte sig med c. en trediedel i Ham
burg og resten i København, ej heller Helsingørkøbmanden Ras
mus Broch, hos hvem fordelingen mellem Amsterdam og Hamburg
var henholdsvis
20
og
26
pct. af passiverne. Det kunne ikke engang
siges om Rasmus Cornelisen, der dog havde næsten halvdelen af
sin gæld i Hamburg (c.
47
pct.), han synes nemlig mod forvent
ning at have været solvent.
Vel var forbindelserne i Amsterdam og Hamburg vigtige. Men
72