73 / 187
D I T M E R O G J O H A N B Ø F K E
fra andre dele af handelsstanden. En helt anden type var således
den med Bøfke samtidige Willem Robbins, der handlede på Sve
rige, hvor han opkøbte tjære, beg, aske, jern og træ. Disse varer
solgte han i Frankrig eller Holland, hvorfra han hentede vin, tobak,
salt m. m., som blev afsat ikke alene i Danmark, men også i Sve
rige.53 Atter en anden kategori var købmændene ude i købstæderne.
Som exempel kan nævnes den
1682
afdøde Kalundborgrådmand
Hans Tomesen Bonums forretning. Hans kunder var bønderne i
de tre nærmeste herreder, Ars, Skipping og Løve, som han mod
betaling i korn forsynede med kramvarer i videste forstand, tøm
mer, jern og salt. En stor del af kornet sendte han til Norge, hvor
han hentede tømmer og fisk. Kramvarerne fik han, ikke som
københavnerne over Amsterdam eller Hamburg, men fra Llibeck
og til dels Flensborg.54 Medens Robbins og Kalundborgkøbmanden
således i ret stor udstrækning kunne handle vare mod vare, måtte
Bøfkes handel i langt højere grad hvile på kredit og i sidste instans
rede penge. Specialisering betinget af pengeøkonomi var tegn på
nye tider i hovedstadens økonomiske liv.
III
»Så snart de får en smule penge, giver de dem ud. De lever i øje
blikket, som poeten anbefaler, i den tanke, at hvad de har
nu,
kan
tages fra dem i morgen. Derfor er ødselhed med kareter, tjener
skab, klæder og den slags intet steds mere almindelig, eller mere
overdreven i forhold til indkomsten end her i landet.«
Således karakteriserede den engelske diplomat Robert Moles-
worth de danske, i første række københavnerne, i sin »An Account
of Denmark as it was in the Year
1692«.5
Molesworth, der var en
højst uvenlig, men ingenlunde ukyndig kritiker af danske tilstande,
fremhævede videre, at landet forbrugte flere fremmede varer, end
71