166 / 205
»Choleraforeningen» eller »Lægeforeningen mod Cholera». Denne forening, der blev fi-
nancieret a f private, forsøgte at følge de metoder, hygiejnikerne havde anvist: visitation
a f truede kvarterer, forsøg på sanitære forbedringer på stedet og udflytning a f familier
med flere koleratilfælde eller i særlig dårlige boliger.
Foreningen arbejdede utrætteligt og med nogen virkning. Den kunne i hvert fald
støtte den udsatte befolkning moralsk. Værst a f alle ramtes lemmerne på Almindelig
Hospital, hvor mortaliteten var helt oppe på 88 %, og alt til sidst var ved at bryde sam
men i de overfyldte, forældede lokaler.
Da epidemien var på sit højeste, lød der kritiske røster i dagspressen både fra oppo
sitionen (Fædrelandet) og fra den traditionelt regeringstro presse (f.eks. Berlingske
Tidende). Man krævede hygiejniske reformer og en mere aktiv indsats i epidemibe
kæmpelsen. Efter epidemien stod hygiejnikerne stærkt. Kravet om reformer var nu
underbygget af erfaringerne fra epidemien. Selv om kloaksagen gik i stå, lykkedes det
at få fornyet vandvæsenet og indlagt gas til belysning. I stedet for Almindelig Hospital
blev der opført et nyt kommunalt hospital.
De senere så berømte »Lægeforeningens Boliger» blev opført for resten a f de penge,
der var indsamlet til epidemibekæmpelsen.
Blandt de personer der arbejdede med epidemibekæmpelsen kan nævnes:
O luf Lundt Bang, dr. med., professor medicinae. Han var dansk medicins nestor, be
rømt og elsket. Selv om hans efterladte arbejder i dag forekommer a f ringe videnskabe
lig betydning, undertiden ufrivillig komiske, var han ved sin blotte nærværelse i stand
til at indgyde ro og sikkerhed hos sine medarbejdere. Bang var medlem a f den overor
dentlige sundhedskommission.
Frederik Vilhelm Mansa, dr.med., stabslæge i søværnet. Mansa var dekanus i sund
hedskollegiet og kom som chef for Søetatens Hospital og for lægevæsenet i Nyboder til
at behandle de første tilfælde i epidemien. Hans indsats bærer præg a f energi og effek
tivitet.
Emil Homemann, dr. med., læge ved Livsforsikringsanstalten. Homemann var sjæ
len bag den hygiejniske kritik inden epidemien og drivkraften bag Lægeforeningen
mod Cholera. Energisk som få og meget vidende er det for en stor del hans fortjeneste,
at epidemibekæmpelsen kom hurtigt igang og tog utraditionelle metoder i bmg. Home
mann blev senere formand for Sundhedskollegiets hygiejnekomité.
Cosmus Bræstrup, Københavns politidirektør. Bræstrup var kendt for sin energi
og fik hurtigt organiseret anmeldelsesbureauer m.m.
Sofus Engelsted, dr. med., under epidemien reservelæge på Almindelig Hospital.
Engelsted havde det lidet misundelsesværdige job at lede arbejdet på Almindelig Hos
pital under epidemien. Senere blev han medlem a f Sundhedskollegiet og overlæge på
Kommunehospitalets venerologiske afdeling. Engelsted var en særpræget person, der
ofte gik sine egne veje. Han var kendt for sin skarpe replik.
Poliomyelitis.
Polio har været kendt som endemisk forekommende, siden Underwood beskrev de
første tilfælde i 178 9 . De første poliomyelitisepidemier blev erkendt i begyndelsen af
1800-tallet . Det var dog først forskerne Heine og Medin, der endelig adskilte polio fra
andre paresegivende sygdomme. Medin opdagede desuden, at det drejede sig om en in
fektion.
Efter opdagelsen a f vims lykkedes det i begyndelsen a f 1900-tallet at afsløre syg
dommen som en vimssygdom. I begyndelsen mente man, at den overvejende smittede
via dråbeinfektion, men i 19 40 ’erne fandt man bl.a. under de store amerikanske epi
demier en mængde poliovims i faeces. Først efter man havde lært at dyrke poliovirus
i vævskultur, lykkedes det at fremstille vaccine. Den første poliovaccine til massevac
cination blev anvendt i 19 5 3 . Den bestod a f dræbte vaccine (Jonas Salk). I 19 60 frem
stillede Bmce Sabin den første vaccine af levende vimlenssvækket vims.
Poliomyelitis er fremkaldt a f et vims a f enterogmppen. Mennesket er hovedværten.
Indgangsporten er munden. Efter ca. en uge er infektionen lokaliseret i tarmkanalen.
164