161 / 205
miforordning. Heri åbnedes mulighed for ansættelse a f pestmestre og oprettelse af
pest-lazaretter (de skulle faktisk stå rede). I øvrigt kunne man indhente vejledning hos
Det medicinske Fakultet. Til andre indgreb eller foranstaltninger måtte der i hvert en
kelt tilvælde indhentes tilladelse.
I 18 5 3 var embedslægevæsenet udbygget, idet der var ansat stads- og landphysici og
distriktskirurger over hele landet. Disse offentligt ansatte læger skulle samarbejde med
den lokale myndighed og havde særlige opgaver under epidemien. I epidemiloven var
der regler for afspærring af områder, karantæne, ansættelse af personale og oprettelse
af nødvendige lazaretter. Under epidemien blev initiativet til epidemibekæmpelsen helt
overtaget a f en privat forening, uden at det voldte juridiske problemer.
I 19 5 2 havde man stadig embedslægerne som lokale repræsentanter for Sundheds
styrelsen, men bag dem stod nu sundhedsvæsenet med hospitalerne og en stor stab af
ansatte. De epidemiske patienter kunne modtages til indlæggelse og behandling.
Nært forbundet med det juridiske og det lægevidenskabelige gmndlag for epidemi
bekæmpelse er samfundets skiftende syn på den enkelte borger og hans forhold til hele
samfundet.
I 1 7 1 1 var man indstillet på at bevare samfundets funktioner.
Man sogte at undgå de store katastrofer med blokering a f vigtige byer og samfunds
funktioner, selv om det ikke altid lykkedes. Opmærksomheden var derfor mere rettet
mod hele samfundet end mod den enkelte. Det offentlige interesserede sig kun lidt for
sygepleje.
I 18 5 3 var samfundet stadig mest indstillet på at beskytte sig mod en ødelæggende
epidemi, mens en individuel omsorg kun kom i betragtning i mindre omfang. De o f
fentlige stiftelser, der afspejlede samfundets syn på den enkelte, var ofte meget barske i
deres behandling af beboerne.
I 19 5 2 var den individuelle pleje og omsorg for den enkelte syge slået igennem. Pa
tienten blev nu betragtet som det primære, først derefter så man på helheden. Det var
nok denne indstilling, der lå bag udbygningen a f sygehusvæsenet i 19 60 ’eme med den
udstrakte specialisering, begunstiget a f en økonomisk højkonjunktur. I 19 7 0 ’erne be
gyndte en ændring at gøre sig gældende. Økonomisk afmatning og stigende interesse
for profylaktisk medicin har medført krav om prioritering a f de beløb, der står til rå
dighed for hele sundhedsvæsenet. Samfundsmæssige fordele prioriteres højt. Dette må
i nogle tilfælde ske på bekostning af enkeltindividers interesser.
Under de tre omtalte epidemier blev sundhedsarbejdet udført i overensstemmelse
med samfundets holdning til den enkelte og efter den gældende videnskabelige teori.
Vanskeligere er det at afgøre, om arbejdet hver gang er grebet an i overensstemmelse
med den gældende lovgivning. Ved hver epidemi er der sket et brud med tidligere sæd
vane.
I 1 7 1 1 tog kancelliet initiativ til oprettelse a f en sundhedskommission og fik opret
tet nødlazaretter. Det var også ved en direkte befaling, at sundhedskommissionens ar
bejde blev tilrettelagt.
I 18 5 3 blev initiativet til bekæmpelsen taget a f en privat forening, da den eksiste
rende sundhedskommission viste sig utilstrækkelig.
I 19 52 var det offentliges indsats især på efterbehandlingens område utilstrækkelig,
og den private polioforenings arbejde var i høj grad nødvendigt. Desuden måtte patien
terne selv fremføre deres krav for at få socialmedicinske synspunkter tilgodeset.
Det ser ud til, at man under en epidemi a f en vis sværhedsgrad må ændre holdning
til i hvert fald den praktiske fortolkning a f epidemilove og regler for forsorg.
Udviklingen i samfundet har medført, at kravene til den enkelte er øget. Små handi
caps accepteres ikke a f patienten og hans arbejdsgiver, ligesom sygdom ikke længere
betragtes som en skæbnebestemt og derfor uafvendelig ulykke. Kravene til det offent
lige er derfor øget i takt med denne udvikling.
159