157 / 205
alder. Deres forstand fejlede intet, og de var ikke hæmmet af de sædvanlige plejepa
tienters deprimerende opgiven. Det var dem ikke nok at blive forsørget. De ønskede så
meget af en normal tilværelse, som deres handicap tillod eller helst mere.
Poliopatientemes behov efter epidemien var altså ud over det rent elementære:
husly, mad og behandling, at føre en rimelig tilværelse. De ville have et privatliv, helst
et hjem samt arbejde og en passende økonomisk sikkerhed. Deres behov havde i sær
deleshed befolkningens bevågenhed.
Landsforeningen mod Børnelammelse (Polio)
opstod i 19 52 ved en sammenslut
ning af de to eksisterende foreninger:
Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse
stiftet 1945 omtrent samtidig med den anden forening:
Foreningen til Bekæmpelse
af
Børnelammelses Følger.
Den nye forening fik hurtigt over 200.000 medlemmer.
Den blev hermed en af landets største foreninger. Som nævnt andetsteds, drev for
eningen klinikkerne på Tuborgvej og Thorvaldsensvej og tog sig af mange praktiske
og behandlingsmæssige opgaver. Gennem denne forening fremførte patienterne nogle
af deres ønsker. Samtidig fremkom der artikler i dagspressen og fagtidsskrifter, som
agiterede for en større indsats fra det offentliges side for hjemmebehandling af polio-
patienterne.
Loven om offentlig forsorg gav mulighed for, at en person, der led a f tuberkulose,
lupus, kræft, kræftsvulster eller andre ondartede svulster, kunne modtage hjælp til
at opretholde den hidtidige levestandard i en periode af to evt. fire år. Det var menin
gen, at de pågældende i denne periode skulle optrænes og derefter forhåbentlig blive
i stand til at genoptage det daglige arbejde. Viste det sig, at de endnu efter fire år var
ude af stand til at klare sig, kunne der gives (evt. midlertidig) invalidepension.
I 19 53 blev der vedtaget en ændring a f denne lov, så den også kom til at gælde for
poliopatienter og deres familier. I ministerens begrundelse stod, at man efter epide
mien i 19 5 2 havde ca. 200 familieforsørgere, der på grund af pohoeftervirkninger var
ude af stand til at forsørge deres familier (lov a f 3 1 .3 . 19 5 3 om offentlig forsorg).
Poliopatienter er ofte bevægelseshæmmede, og det er ofte en afgørende betingelse
for at få dem revalideret, at de kan transporteres, helst i egen bil.
Finansministeriet havde fra tiden før krigen haft bemyndigelse til i særlige tilfælde
at indrømme fritagelse for omsætningsafgift efter høring i Invalideforsikringsretten.
Denne mulighed gjaldt dog ikke for pensionister uden erhverv.
Efter krigen var der knaphed på biler. Varedirektoratet behandlede derfor handi
cappedes ansøgninger specielt og gav købstilladelser efter forudgående høring i Invali
deforsikringsretten; denne kunne endvidere indstille de handicappede til fritagelse
for vægtafgift. Foruden denne hjælp havde de handicappede mulighed for lån til
selve købesummen. Først blev disse ydet af Samfundet og Hjemmet for Vanføre.
Senere (ca. 19 50) blev der også ydet lån af Invalideforsikringsretten suppleret af
Polioforeningen.
Motoriseringen af de handicappede finansieredes altså af flere instanser. F o r
retningsgangen var meget kompliceret. Der blev derfor nedsat et motorudvalg, som
i 1956-57 fik bevillingerne samlet under Invalideforsikringsretten. Vægtafgiften blev
dog først bevilget af Invalideforsikringsretten i 19 59 . I de første år gjorde flere spare-
hensyn sig gældende. Først i 19 5 7 lykkedes det for invalidepensionister uden erhverv
at få egentlige motorkøretøjer bevilget. I de første år drejede det sig kun om mindre
motorkøretøjer på højst 300 cm3 motor (Goggomobilen) (se lov nr. 184 a f 6. juli
1957 § 19 stk. 3).
Som nævnt andetsteds, var det ret få, der måtte have invalidepension efter 19 52-
epidemien. Hvor mange kan ikke afgøres. A f Invalideforsikringsrettens årsberetninger
fremgår det, at stigningen fra 19 50 - 19 54 kun var 574, og den 3 1 . 1 2 . 19 5 7 var der
ialt kun 8 5 1, som modtog invalidepension på grund af følger efter polio.
Det fremgår ikke af årsberetningeme, hvornår midlertidig pension er faldet bort,
hvornår patienten er blevet syg (en del stammer utvivlsomt fra tidligere epidemier)
eller, hvilke forsøg der blev gjort på revalidering inden pensioneringen.
Ændringen i forsorgsloven og loven om folkeforsikring gav mulighed for at yde
poliopatienteme støtte til gennemførelse af uddannelse, erhvervelse a f bolig og for
155