0 7 % Frimands med 1 , 1 % og Indenbys Klædebo med 1,5 %. Mellem disse yderpunk
ter lå kvartererne Rosenborg med 3,5 %, Østre 3 ,1 %, Kjøbmager 3,0 %, Vestre 2,9 %,
Snarens 2,8 % og Nørre med 2,5 %.
Epidemien fulgte altså nogenlunde de forventede baner, idet den angreb de tæt be
folkede kvarterer mest: Christianshavn, Nyboder og de to St. Annæ kvarterer. De
tyndt befolkede kvarterer med store lejligheder, Strand, Østre og Frimand slap næsten
fri
Homemann havde som omtalt (Hornemann 1 8 5 1 pp. 50-54) spået hårde angreb i
byens pjalteborge: »Hvide Ros», »Slottet»
rn.fl., beliggende især i St. Annæ Vestre og
Christianshavns kvarterer. For disses vedkommende slog det til, mens andre gader han
nævnede i kvartererne Nørre, Rosenborg og Indenbys Klædebo ikke ramtes væsentligt
(således »Pjaltenborg» i Peder Hvidtfeldts Stræde). Det var de gamle kvarterer i den
indre by, latinerkvarteret omkring Vor Frue Kirke og forretningskvarteret omkring
Strøget, der slap fri (Nørre, Klædebo, Frimand).
Colding & Thomsen (Colding & Thomsen 18 5 3 ) mente, forklaringen lå i undergrun
den. En kraftig opfyldning a f natrenovation under St. Annæ og Nyboder fik skylden
for epidemiens uheldige forløb her, mens sandbund eller »fejeskam» under de heldigere
kvarterer i den centrale bydel tillagdes beskyttende virkning.
I de nævnte kvarterer var der dog også forskelligheder på andre punkter. De tættest
befolkede gader blev generelt hårdest ramt selv i de heldigere stillede områder.
Drikkevandet blev også undersøgt. Her kunne de to fysikere konstatere, at dårligt
drikkevand hørte sammen med stor befolkningstæthed og mange koleratilfælde. Drik
kevandet i hele byen var meget dårligt og må have vanskeliggjort nogen sikker konklu
sion. En moderne iagttager ville geme have haft en undersøgelse for koleravibrioner el
ler i hvert fald for drikkevandets indhold a f coli.
19 5 2 : Polioepidemien var kun i beskedent omfang lokaliseret til de områder, hvor
de to ældre epidemier havde deres udbredelse, nemlig den nuværende indre by. Tilfæl-
dene lå mere i de nyere områder: Bispebjerg, Ryvang, Nordvest og Vest. Boligerne her
bestod navnlig a f højhusbyggeri især beboet a f yngre familier med små børn. Der var
hyppigt legepladser med sandkasser til de mindste, dette sidste skulle være et epide
miologisk vigtigt led (Lindahl 1960 p. 50).
Hjælpeforanstaltninger før, under og efter epidemierne.
1 7 1 1
: Det var meget lidt hjælp en ubemidlet syg kunne vente i 1 7 1 1 . Fattigvæsenet
rådede over en række asyler, hvoraf nogle var beregnet til syge. Der var Pesthuset og
sygeafdelingen på Brøndstrædes Hospital, men her var kun plads til de mest elendige,
kronisk syge. De øvrige måtte stort set klare sig med de offentligt uddelte midler eller
lidt illegalt tiggeri. De syge havde først krav på fri lægehjælp, når en epidemi blev er
klæret offentligt, idet der først da blev ansat pestmestre og andet personel samt ud
delt gratis medicin til alle ubemidlede, der anmodede om det.
Det er tidligere nævnt, at man i følge epidemiforordningen a f 16 7 2 skulle have
et færdigt pesthus stående klart også udenfor epidemitider. De fleste steder har man
dog sikkert som i København anvendt lokalerne til plejestiftelser.
Under pesten i 1 7 1 1 måtte der meget hurtigt skaffes hospital, læger, medicin, ple
jepersonale og fornødenheder til hospitalets drift. Der var tradition og lov for, at det
offentlige sørgede for disse ting til de syge. Sundhedskommissionen var sat til at ad
ministrere forholdene omkring epidemibekæmpelsen og gjorde sit bedste.
Epidemien oversteg alle forventninger, og man kunne ikke følge med hverken med
hospitalspladser eller med personale. De syge lå en overgang på strå under åben himmel
og personalet døde i stort tal, næsten fra dag til dag. Det kan under disse omstændig
heder ikke undre, at der lå døde og døende rundt omkring i byens gader. En anonym
klage - vist nok fra magistraten (Mansa), melder om over 12 0 0 døde og døende, som
ingen tog sig af, dette er nok ikke helt fejlagtigt.
Sundhedskommissionen forsvarede sig, så godt den kunne, og dokumenterede, at
152




