151 / 205
1853:
Koleraepidemien i 18 5 3 var ikke i nær så høj grad som pesten præget af ho
vedkulds flugt. Frederik
VII
og hoffet boede dog på Fredensborg, og en del a f byens
honoratiores tog også bort (H.C. Andersen, Grundtvig). De, der havde mulighed for
det, tog på landet, det var jo om sommeren, epidemien begyndte. Professor Sommer
nævner, at en stor del a f sommerhusene i Tårbæk var fulde a f københavnere (Sommer
1854 pp. 9-10). De fleste blev dog i byen. Skolerne holdt sommerferie som ellers og
åbnede til tiden; heller ikke universitetet lukkede, som det havde gjort i 1 7 1 1 .
Kolera er blevet betegnet som en underklassens sygdom. Morris finder således for
epidemien i Storbritannien i 18 3 2 , at ca. 10 % a f ofrene kom fra middelklassen, mens
90 % kom fra underklassen (Morris 19 76 pp. 90-91). Flere samtidige danske forfat
tere bemærkede den skæve sociale fordeling blandt ofrene f.eks. Bergsøe, Saxild og
Magnus. De engelske tal lader sik ikke umiddelbart sammenligne med de danske. A f
tabellerne fra København (Hiibertz 18 5 5 ) og fra hele landet (Bricka, T. 18 54 ) fremgår
det, at det navnlig var fattige (lemmer, fattige enker, arbejdsmænd og håndværkssven
de), der døde; nogenlunde dobbelt så mange af denne gruppe som a f mestre, selvstæn
dige og akademikere. Disse tal røber dog ikke den egentlige sociale fordeling, idet hus-
struer og børn ikke er medregnet. Dette er imidlertid tilfældet med listen over indlagte
på koleralazarettet i Suhmsgade (Saxilds liste).
A f denne liste fremgår det, at der var 12 7 arbejdsmænd med familier, 49 hånd
værkssvende med familier, 40 enker, 9 fattiglemmer og kun 5 fra middel- og overklas
sen, mens 60 var uden erhvervsbetegnelse - flest yngre »qvindfolk» (en del formentlig
prostituerede og subsistensløse). Heller ikke dette kan bruges som et egentligt mål for
sygdommens fordeling i samfundet. De bedre stillede lod sig langt hyppigere behandle
hjemme end de fattige.
De eneste sikre tal angående sociale faktores indflydelse bliver derfor de officielle
tabeller. Heraf ses det, at gruppen enker og især fattige enker og disses børn havde
langt større dødelighed end de andre gmpper. Desuden sås en ulige fordeling i byens
kvarterer, hvor velhaverkvarterer slap næsten fri.
En speciel gruppe udgjorde de tidligere nævnte landliggere i Tårbæk. Sommer finder
her, at af 320 fiskere, 13 0 håndværkere og arbejdere og 300 københavnske landliggere
i Tårbæk døde 26 fiskere, 5 arbejdere og kun 3 sommerbeboere. Tallene røber en
voldsom epidemi med stor dødelighed og skæv social fordeling (Sommer 18 5 4 pp. 9 -10
og 68).
Flere af samtidens læger nævner delirium tremens som en hyppig og alvorlig kom
plikation (f.eks. Fenger 18 5 3 ), også et socialt moment i sygdommens forløb.
1952:
Polioepidemien i 19 5 2 fik vel ingen til at flygte. Epidemien var lille i forhold
til epidemierne i 1 7 1 1 og 18 5 3 , men stor i forhold til tidligere polioepidemier. Patien
terne var især bøm og yngre voksne. Den sociale fordeling var ikke typisk for nogen
social gruppe (Lindahl 1960 pp. 82-95). Den ramte især børnerige familier med god
økonomi i Københavns nordlige og vestlige omegn.
Den stærke opbakning bag Polioforeningen a f en del pengestærke privatpersoner
kunne tyde på, at man også i disse kredse kendte sygdommen. »Alle» havde en polio
patient i familien eller omgangskredsen. Dette har utvivlsomt fået betydning senere
i epidemien for finansieringen a f revalideringen a f de paretiske poliokonvalescenter.
Alder og køn.
1711:
A f den officielle liste over kopulerede (gifte), fødte og døde for året 1 7 1 1
(aftrykt af Mansa 18 54 p. 209 og i Kjøbenhavns Postrytter 1 7 1 2 samt Callisen 180 7
I pp. 1-53), der er ført på basis a f kirkernes lister, ses det, at 1 1 . 1 1 6 kvinder og piger
samt 8 .50 1 mænd og drenge omkom. Samtiden synes at lægge meget vægt på forskel
len mellem kønnene. Mansa skriver, at forskellen skyldes, at ofrene i høj grad var un
derlagt kvindelig omsorg under sygdommen (Mansa 18 5 4 pp. 2 1 0 - 2 11) . Forskellen er
eneste sikre redning i 1711 var som århundreder tidligere: flugt.
149