149 / 205
SOCIALE FAKTORER
Indledning
Det er en klassisk opfattelse, at epidemier især rammer fattige og elendige, men det
er sjældent, at de efterladte tal og beretninger tillader kontrol a f denne tanke.
Hvis man kan finde ofrenes sociale placering i befolkningen, kommer spørgsmålet,
om der fomden de økonomiske forhold er noget, der tyder på, at visse erhverv eller
grupper skulle rammes hårdere end andre, og om visse boligforhold eller kvarterer af
byen er mere udsatte for epidemiske sygdomme end andre. Når man således har fået
beskrevet epidemien ud fra dens ofre, kommer forholdene vedrørende samfundet som
helhed. Viser der sig under epidemien meningsforskelle, hvad angår epidemiens op
ståen og sygdommens behandling, imellem ledende dele a f befolkningen og brede lag?
Fik epidemien nogen indflydelse på senere lovgivning? På medicinalvæsenet? Eller
socialforsorgen? Dette er forhold, der tjener til at vise epidemiens udbredelse og virk
ning på det sociale mønster.
For det 20. århundredes epidemier er antallet af dødsofrene som regel så lille, at
epidemier ikke har kunnet mærkes som tab a f arbejdskraft. For ældre epidemiers ved
kommende var dette tilfældet, idet decimering af befolkningen ofte kunne ændre et
samfundsmønster (f.eks. den sorte død).
De økonomiske konsekvenser af en epidemi kan stadig mærkes. Der er store udgif
ter til hospitalsvæsenet, erstatning a f tabt arbejdsfortjeneste samt forsorg og bistand til
de ramte og deres pårørende. Endvidere kommer der under visse epidemier længere
genoptræningsprogram for de overlevende patienter. Altsammen forhold der godt kan
belaste et socialforsorgsbudget.
Under en epidemi bliver administrationen a f medicinalvæsenet sat på en hård prøve.
Det er ofte vanskelige forhold, der skal redes ud. Centralledelsens valg af embedsmænd
kan ofte diskuteres. De bevilgede beløb vurderes ofte forskelligt a f de ramte og a f dem,
der skal betale. Lægekunsten og dens udøvere har sjældent straks det rette middel eller
den rigtige metode til at behandle de syge. De enkelte funktionærers dygtighed stilles
også på prøve.
Alle disse forhold kan efter en epidemi ofte føre til udrensning af ineffektive ledere
på visse poster, ligesom der kan forekomme krav om reformer f.eks. af hygiejnisk art.
Epidemiens udbredelse i forskellige sociale lag.
1 7 1 1 : Før renæssancens opbygning af et stærkt centralstyre med behov for natio
nal hær og flåde, storstilet byggeri og vældige stabe a f håndværkere og arbejdere, var
man i ledende kredse ikke indstillet på at tage sig særligt a f epidemierne. De som kun
ne flygtede og overlod de tilbageværende til deres skæbne. Mange reddede sig på denne
måde, og de døde var især at finde blandt de fattige, som ikke kunne rejse.
1 1 7 1 1 flygtede hoffet med de fleste embedsmænd og det bedre borgerskab bort fra
København, da pesten begyndte. Blandt de mere kendte honoratiores, der forlod byen,
var Ludvig Holberg, som på den tid var huslærer, og professor dr. med. Friederich
Frank de Franckenau. Kongen var allerede i Kolding og rejste hurtigt med hæren til
Nordtyskland sammen med hærens stab af læger og hoffets funktionærer. Tilbage var
byens arbejdere, handlende, tjenestefolk og fattige. Som noget nyt beordrede kongen,
at de som skulle varetage administrationen af byen under epidemien, samt de, hvis op
gave det var at passe og tilse de syge, skulle blive på deres poster i byen. Derfor var
doktorerne, bartskæreme, pestmestrene, præsterne, to medlemmer a f kancelliet, K ø
benhavns Magistrat, byens embedsfolk og Sjællands biskop nødt til at blive. A t man
mente det alvorligt kom til udtryk i den ordre om at vende tilbage til arbejdet, som
blev sendt til medicineren, Christian Hacquart, og sognepræsten ved Garnisons Kirke,
Knud Tommemp, da de flygtede fra byen i panik.
Ofrene for epidemien kom fra de tilbageværendes rækker. Det var ikke ufarligt at
147