155 / 205
hospitalerne blev forsynet med folk og levnedsmidler efter behov og forklarede, at alle,
der ønskede det, kunne blive kørt til hospital - altså ikke helt det, der var tale om i
klagen.
De mange dødfundne personer, der meldes om i Forhandlingsprotokollen tyder på,
at klageren har nogenlunde ret i, at forholdende var som beskrevet. Skylden herfor kan
ikke lægges på sundhedskommissionen alene. Magistraten må bære sin del a f ansvaret.
Byen havde ikke overholdt reglerne om at have medicin og lokaler klar til epidemi
tider. Kancelliet havde også sin del a f skylden, idet den ikke havde kontrolleret, at for
ordningen blev overholdt.
Der var stor mangel på tæpper og andet sengetøj. Til hverdag sov de fleste menne
sker på madrasser af halm eller tang. Fattige dækkede sig med forhåndenværende pjal
ter, som blev kasseret, når de var for snavsede. På hospitalet skulle de syge selv med
bringe sengetøj. De fleste har sikkert ikke ejet andet tøj, end det de gik og stod i. Hal
men og laserne blev, hvis patienten døde, smidt på møddingen, d.v.s. på byens gader.
Der var især i efterårsmånederne et utroligt ælte, der blev gjort værre a f den mangel
fulde renovation, som var ved at gå helt i stå under epidemien. Professor Mule bekla
gede sig over, at han »voed, kaald og skiden om Benene» kom hjem fra byen om aften
en, når han havde været til møde i kommissionen (Mule
1895
p.
325).
De syge på hospitalerne blev forplejet a f en spisemester med kokke og svende under
sig. Sundhedskommissionen skaffede mg fra de kongelige lagre, øl fra bryghuset og til
personalet vin og te. Det er svært at vurdere, om rationerne har været tilstrækkelige. I
hvert fald blev regnskaberne gået nøje igennem. Spisemesteren blev betalt efter, hvor-
mange han bespiste. Det har nok ikke været det største problem at skaffe mad. De syge
afgik ved døden for størstedelen efter to - tre dages voldsomme delirier med høj feber
og omtåget sensorium. De færreste har nok kunnet spise.
Ude i byen var der vareknaphed og dyrtid. Det var jo her størsteparten a f de syge lå,
og de pårørende måtte opholde sig, undertiden spærret inde i smittede huse.
Sundhedskommissionen søgte at presse priserne ned ved at tillade menigmand at
handle med engros-forhandlere (fragtskippere i havnen), før detail-handlerne kom til.
Det har nok været svært at overholde.
Der høres ikke om offentlig bespisning.
Arbejdslønnen var steget. Mule skriver forarget om, hvad en tjenestepige og kone
kunne forlange i løn (Mule
1895
pp.
325 - 326).
Det personale, der ansattes af sundhedskommissionen, kunne også presse lønnen op,
f.eks. studenterne og bartskæreme.
Sundhedskommissionen tog sig normalt ikke a f pårørende til syge og døde. Kunne
de ikke klare sig, måtte de gå til fattigvæsenet, hvor de fattiges kommitterede havde en
travl tid. Et særtilfælde udgjorde de forældreløse spæde, der var blevet alene ved for
ældrenes død a f pest. Til dem måtte sundhedskommissionen indrette et midlertidigt
vajsenhus med ansatte ammer.
De raske var ligesom rekonvalescenterne, når de blev sluppet ud a f rekonvalescent-
karantænen, overladt til sig selv; et forhold der i dag forekommer fremmed.
18 5 3 : I
1853
var behandlingen af syge organiseret dels gennem en række praktise
rende læger, der via en huslægeordning, hvor lægen blev honoreret med et fast årligt
beløb, tog sig a f over- og middelklassen, dels gennem fattigvæsenet, der havde ansat
en række distriktslæger til gratis at behandle de syge, der stod under fattigvæsenet. For
alle jævne borgere var sygdom en svøbe, der let kunne ruinere en familie, der var af
hængig a f den faste dagløn. Kun i epidemitider blev lægebehandling og medicin gratis
for alle, der ikke havde råd til at betale.
Da koleraepidemien brød ud, var den overordentlige sundhedskommission indstil
let på at yde den bedste forhåndenværende behandling til alle.
Gennem distriktslægerne og en række frivillige ekstraordinært ansatte læger og æl
dre medicinske studenter, ville man behandle alle syge enten hjemme eller på en række
nødhospitaler i byen. Det lykkedes stort set at skaffe plads til alle, der ikke kunne be
handles hjemme.
153