160 / 205
AFSLUTNING
I de 2 50 år der er gået fra pestepidemien i 1 7 1 1 til polioepidemien i 19 5 2 , er der
sket en meget stor ændring a f samfundet.
Den tekniske udvikling med mekanisering af håndværk, industri og det øvrige er
hvervsliv stiller i stigende grad differentierede krav til den enkelte.
A f 1700-tallets arbejder forlangtes hårdt manuelt arbejde. Han var til gengæld i
stand til at klare sig i sin primitive hytte med sin hårdt arbejdende kone og en ofte
stor børneflok for en minimal løn. Nogen egentlig forsorg fandtes ikke. Blev han uar
bejdsdygtig, hutlede han sig som oftest igennem, idet hans krav til tilværelsen kun lå
lidt over eksistensminimum. Hans arbejdskraft kunne let erstattes på grund a f den
ringe udspecialisering.
I 18 5 3 var arbejderen stadig beskæftiget med hårdt manuelt arbejde. Han boede
om muligt endnu dårligere end i 1 7 1 1 i små overbefolkede rum.
Nu var det imidlertid ikke altid så let at erstatte hans arbejdskraft. Den voksende in
dustri stillede specialkrav, som krævede en vis optræning. Dygtige arbejdere var værdi
fulde for deres arbejdsgivere. Samtidig var samfundet blevet afhængig a f forbrugeren,
og lønarbejderens indkøb var nødvendige for omsætningen.
Samfundet satte ind for at hjælpe de syge og deres bøm over akutte kriser, mens de
voksne pårørende måtte klare sig selv.
Efter koleraepidemien blev nogle af samfundets sociale mangler afsløret. En række
reformer blev gennemført. Det første kommunale hospitalsvæsen blev oprettet. I den
ne periode begyndte sygekasserne også at vokse frem. Arbejderboliger a f god stand
ard blev opført i begrænset omfang, selv om de gamle rønner ikke blev brudt ned.
19 5 2 var trods arbejdsløshed præget a f en relativ velstand. Sanering og udflytning
fra de ældste boliger blev påbegyndt.
Socialforsorgen var i støbeskeen.
Arbejderne i 19 5 2 var for en stor del specialuddannede. Det hårde manuelle arbejde
var blevet mere sjældent og var mange steder afløst a f samlebåndsarbejde. Der kræve
des langt mere a f en arbejder, hvis han ville skifte fag.
Polioepidemien afslørede behov for forsorg a f kronisk syge, som man ikke tidligere
:
havde været opmærksom på. Respiratorpatienter stillede således krav om øget indsats
på en række områder: bolig a f en speciel beskaffenhed, kostbar specialistbehandling,
undertiden døgnet mndt, og dertil uddannelse og optræning.
En lang række lettere lammede personer var ude a f stand til at genoptage deres gam
le arbejde. De måtte også genoptrænes og omskoles for at kunne klare sig selv. Polio-
patienterne havde behov for at vende tilbage til det aktive liv. Samfundet kunne måske
nok bruge dem, særlig de velbegavede og energiske, men havde ellers ikke noget særligt
behov for disse invalide personers arbejdsindsats. 19 5 0 ’emes lange perioder med ar
bejdsløshed gjorde det yderligere vanskeligt at finde beskæftigelse for handicappede.
Poliopatienterne måtte derfor selv fremføre deres ønsker gennem Polioforeningen og
dagspressen.
Som det fremgår a f de foregående afsnit, er det svært at sammenligne de forskel-
(
lige tiders indsats ved epidemibekæmpelse. Mange tidsalderbetingede faktorer gør sig
gældende.
Først er der lægevidenskabens indstilling, altså det teoretiske grundlag.
1 7 1 l ’s sundhedskommission var i overensstemmelse med den herskende teori, når
den dekreterede en landsomfattende bededag og i øvrigt arbejdede med isolation og k a
rantæne som de vigtigste forebyggende midler.
18 5 0 ’ernes Lægeforening søgte i overensstemmelse med miasmateorien at sprede de
sammenstuvede menneskemasser fra slumboligeme og foreslog kloakering m m .
I 19 5 2 ledte man efter smittekilderne for at kunne bryde smittekædeme. Samtidig
arbejdede man på at udvikle vaccine til profylaktisk massevaccination.
I praksis måtte hver tids sundhedsmyndighed arbejde med de gældende love.
I 1 7 1 1 benyttede man de gamle regler, der havde oprindelse i Christian IV ’s epide
158