158 / 205
skellige hjælpeforanstaltninger. Også de pårørende kunne modtage støtte til oprethol
delse a f en god levestandard.
Polioforeningen administrerede desuden flere store fonds bl.a. Dronning Ingrids
Fond af 19 5 2 , som kunne yde hjælp, hvor de offentlige midler ikke strakte til.
Det vanskeligste var at skaffe de kroniske respirationsinsufficiente patienter et
privatliv og en menneskelig tilværelse.
På et møde på Blegdamshospitalet mellem patienterne og daværende socialminis
ter Julius Bomholt i 19 55 lovede ministeren, at staten ville skaffe patienterne den
løsning, de i hvert enkelt tilfælde måtte ønske (Engberg 19 59).
Respiratorpatienteme boede på Blegdamshospitalet, mens forskellige projekter
blev foreslået.
19 53-54 planlagde Københavns Kommune i samarbejde med Socialt Boligbyggeri
en række specielle lejligheder i Stakhaven i Valby med plads til både respiratorpatien
ter og plejepersonale. Planen blev dog opgivet, og i stedet blev der bygget seks køre
stolslejligheder - i øvrigt de første bygget til formålet.
19 55 købte Samfundet og Hjemmet for Vanføre en ejendom ved Strandvejen nord
for København, der tænktes indrettet til kollektiv beboelse for respiratorpatienteme.
Dette projekt stødte på modstand bl.a. fra patienternes side. De mente, at huset lå
for langt væk fra offentlige transportmidler og var lidet egnet til at give dem den form
for privatliv, de ønskede. Projektet måtte opgives. Endelig blev Institutionen for res
pirationspatienter (IRP) oprettet i 19 56 til at tage sig a f de kroniske respiratorpatien
ter.
Denne institution tager sig af såvel patienter, der bor i en særlig respiratorafdeling i
kollektivhuset på Hans Knudsens Plads i København, som a f patienter i kontrolleret fa
miliepleje i hjemmene.
Patienterne i kollektivhuset kan bo sammen med deres familie i dagtimerne i en af
lejlighederne og tilbringe natten i respiratorafdelingen, der er beliggende på 1 1 . etage
øverst i huset.
Til patienterne udenfor kollektivhuset kan der gennem IRP ydes tilskud til anskaf
felse a f bolig og til indretning af denne. Nogle af disse arrangementer er meget kost
bare (i ét tilfælde ca. 30.000 kr. månedlig).
,
I kollektivhuset bor i 19 78 kun syv respiratorpatienter, mens 15 tilses a f IRP i kon
trolleret familiepleje.
Efter polioepidemien stod det klart, at det nyttede at prøve revalidering af de man
ge yngre ofte svært handicappede. Ved individuelle foranstaltninger og rimelig økono
misk hjælp kunne en stor del af disse patienter revalideres. Det er rimeligt at tro, at
den hastige udvikling af revalideringsbestræbelserne her i landet er inspireret af polio
epidemien.
Tro og Overtro.
1 7 1 1 : Epidemien i 1 7 1 1 styrkede kirkens position. Dette var da også naturligt i be
tragtning a f den lange række præster, der satte livet til under arbejdet med de pestsyge.
En tro og uegennyttig indsats var umiskendelig.
t
Mule skriver i sine breve, at der var 700 communicanter en søndag i Holmens kirke
(Mule 1895 p. 306). Befolkningen søgte kirkens trøst i nødens stund. Da der var per
sonaleproblemer på Vodroffs Hospital, hørte man ikke om mangel på lægehjælp; det
de syge råbte på var en præst, som kunne berede dem til døden (Mule 189 5 p. 3 13 ).
Man forstår dem godt. Forladt a f familie og venner lå de syge på lazaretterne under de
mest elendige forhold i en dødens ventesal omgivet a f febervilde desperat syge. Den
eneste trøst de kunne vente, ja havde krav på, var kirkens.
Præsten skulle tjene sin menighed som sjælehyrde. Han var samtidig den sidste re
præsentant for den offentlige orden, som patienten kunne henvende sig til. Det var
derfor klart, at han måtte blive på sin post i sognet og hjælpe sognebørnene. Man hø
rer kun om én præst, der svigtede tilliden og lod sig gribe a f panik. Pastor Knud Tom-
merup i Garnisons sogn pakkede sit »pik og pak» og rejste med hele sin familie.
156