156 / 205
Meningerne var delte mellem behandlere og behandlede om hospitalernes indsats.
Det lader sig ikke nægte, at mortaliteten var højere på hospitalerne end hos de syge i
hjemmene. Selv om lægerne og sundhedskommissionen forsvarede sig med, at d e jo fik
alle de dårligste patienter, der i forvejen var i dårlig almentilstand, var man i befolknin
gen meget mistroisk over for lægernes indsats. Undertiden blev patienterne med magt
fort til hospitalet. Det er nævnt, hvordan en læge måtte forsvare sig mod en pårørende,
der tmede ham med en økse. Morris beskriver lignende forhold fra 18 3 2 i England
(Morris 1976 pp. 1 17 - 12 5 ) .
Når det alligevel ikke kom til større voldsomheder som i England, hvor kolerahospi
talerne blev stormet og patienterne befriet med magt, skyldtes det nok, at en uafhæn
gig gruppe læger udenfor den officielle kommissions rækker trådte til og organiserede
det meste af arbejdet: Lægeforeningen mod Kolera.
Kontakten med og opsporingen a f patienterne gik dels via kolerabureauer, der op
rettedes rundt om i byen, dels via en opsøgende virksomhed: husvisitation, som blev
udfort af distriktslægerne og de frivillige læger, der fik en god dagløn. I begyndelsen
var det meningen, at hele byen skulle visiteres, men snart blev det uoverkommeligt. 1
stedet besøgte man regelmæssigt visse distrikter, hvor der forekom særlig mange tilfæl
de. Man gik her fra bolig til bolig, spurgte ud om sygdom og ydede den første behand
ling til de smittede. Senere måtte de samme læger selv fortsætte med at tilse de syge,
der ikke blev indlagt - en ordning, der maske kunne friste til at søge så mange indlagt
som muligt.
Behandlingen var altså gratis for de fleste patienters vedkommende. På lazaretterne
blev den ydet a f midlertidigt ansatte læger: ofte en ældre erfaren læge som overlæge
og en række yngre, tit meget grønne og uerfarne kandidater, der arbejdede som reser
velæger. Fomden behandlingen af de syge søgte man også at forebygge nye tilfælde.
Målet var jo at få standset epidemien. Det vigtigste led her var visitatorerne. Disse skul
le gennem vejledning give familierne anvisning på at rette dårlige hygiejniske forhold.
Når dette ikke lod sig gøre på grund af boligens siethed eller familiens fattigdom, greb
man til det mest radikale middel nemlig udflytning.
Det lykkedes derved som oftest at beskytte de udflyttede mod at padrage sig syg
dommen; således havde man altså et effektivt præventivt middel. En andel del a f det
forebyggende arbejde gik ud på at bedre den enkeltes modstandskraft eller måske
snarere at hindre direkte nød hos den syges pårørende. Her havde visitatorerne kun me
get begrænset muligheder, idet de stort set kun kunne hjælpe med spisebilletter til de
offentlige køkkener, der var oprettet rundt om i byen. Kun i enkelte tilfælde kunne
der uddeles kontante beløb til særlig udvalgte.
Ligesom under pestepidemien blev et antal børn forældreløse. En særlig komité, or
ganiseret a f filantropen L.I. Brandes, tog sig af disse bøm (Brandes 18 9 1 p. 78). Ialt
4 18 bøm blev anbragt i peje på forskellig måde.
Voksne pårørende til kolerapatienter måtte klare sig selv eller ty til fattigvæsenet.
19 5 2 : Under polioepidemien blev alle patienter, der var mistænkt for polio, indlagt
akut enten a f deres praktiserende læge eller af Københavns lægevagt. Indlæggelsen
foregik primært på Blegdamshospitalet, der fungerede som landsdelshospital for epide
miske sygdomme. Som nævnt andetsteds, kunne alle patienterne ikke blive på Bleg
damshospitalet under hele indlæggelsen; nogle måtte af pladshensyn flyttes til andre
hospitaler. Alle med sværere tilfælde og respirationspareser blev dog på dette hospital,
til de var kommet over det kritiske stadium.
Hospitalsophold og behandling var gratis for alle patienter. De tre første uger betal
te kommunen, herefter gik de over til at blive særforsorgspatienter.
Polio efterlader et vist antal patienter med blivende pareser, dette i modsætning til
pest og kolera, hvor det er et spørgsmål om død eller helbredelse.
Tidligt under 1952-epidemien blev det klart, at man efter epidemien ville stå over
for et meget stort antal personer, som ikke alene ville være ude a f stand til at klare sig
selv, men også ville være totalt hjælpeløse uden massiv støtte fra det offentlige. Mange
af disse patienter var store børn eller ganske unge voksne, altså mennesker i deres bed
154