164 / 205
Hospitalsvæsen: 18 7 5 St. Josephs Hospital, 18 79 Dronning Louises Bømehospital,
188 3 Diakonissestiftelsen, 1894 St. Lukas Stiftelsen, 1898 Finsensinstituttet, 19 05 -
1965 St. Elisabeths Hospital, 19 29 Radiumstationen og 19 3 5 Ortopædisk Hospital.
19 75 Åbnede Hvidovre Hospital. Samtidig blev Øresundshospitalet (bygget 1878
som epidemisygehus) og Rudolph Berghs Hospital ændret til plejeinstitutioner.
Blegdamshospitalet blev opført i 18 79 som selvstændigt epidemihospital for Køben
havn. I 19 74 blev det indlemmet i Rigshospitalet som dette hospitals epidemiske af
deling.
Pest.
Pest har været kendt fra oldtiden og beskrives allerede i Biblen. Den voldsommeste
epidemi, vi kender, er den sorte død omkring 13 5 0 , der formindskede Europas befolk
ning med ca. en fjerdedel. I Danmark har pestepidemier hærget gennem middelalderen
og nyere tid. Den sidste danske epidemi var epidemien i København 1 7 1 1 .
Pest er en infektionssygdom fremkladt a f yersinia pestis og spredt a f rottelopper.
Den er især en zooti, som dog også kan ramme mennesker. Sygdommen er hyppigst
som byldepest. Den specielle variant, der kaldes lungepest, spredes direkte fra person
til person. Begge former har ubehandlet høj mortalitet, mens de under behandling med
moderne kemoterapeutika kun rummer en ringe fare.
Danmark var i 1 7 1 1 midt i Store Nordiske Krig. Slaget ved Helsingborg var tabt i
17 1 0 , og det var vigtigt ikke at give svenskerne flere indrømmelser.
Alle de krigsførende lande var truet a f en pestepidemi, som 17 0 9 - 1 7 1 0 rasede i
landene langs Østersøens sydbred. Den bredte sig hurtigt med tropperne nordpå og
nåede 1 7 1 0 - 1 7 1 1 Finland, Sverige og Danmark, mens Norge slap fri.
Inden epidemien i København var Danmark omgivet a f pest, idet Nordtyskland,
Finland og Sverige blev ramt først. Man gjorde forsøg på at holde sygdommen ude fra
Danmark ved at lukke for handel med pestinficerede havne. Skibe uden sundhedspas
måtte lægge til ved særlige karantænestationer og holde 40 dages karantæne.
Det medicinske Fakultet udgav allerede i 170 9 en vejledning om, hvordan man skul
le forholde sig i tilfælde af pest.
Danmarks læger var stadig delt i to grupper med helt forskellig uddannelse: kirurger
ne med deres mesterlære og praktiske erfaring og medicinerne, som var universitetsud
dannede med stor teoretisk viden. De fleste a f medicinerne og en hel del a f kirurgerne
var indvandrede tyskere. Foruden lægerne spillede præsterne en stor rolle ved epide
mibekæmpelsen. De skulle anmelde smitsomme sygdomme til det offentlige og være
sjælesørgere for deres sognebørn i kritiske situationer.
Pesten begyndte i Helsingør vinteren 1 7 1 0 - 1 7 1 1 og bredte sig i løbet a f foråret og
sommeren til hovedstaden. Så snart det var klart, at sygdommen var bmdt ud, blev der
nedsat en sundhedskommission med repræsentation a f medicinere, borgere, bystyre,
gejstlighed og flåde.
Sundhedskommissionen arbejdede ud fra princippet om at opsøge og isolere syge
og smittede. Den oprettede to nødhospitaler: ét i Vodroffsgård ved nuværende Vo-
droffsvej og ét i Ladegården ved Sortedamssøen begge uden for byen. Der blev ansat et
stort personale bestående aflæger, præster, kokke, skrivere, ligbærere og gravere.
Personalet var meget udsat for smitte og mange døde. Ialt døde over 20.000 a f by
ens 60.000 indbyggere. Det var kun lidt sundhedskommissionens foranstaltninger vir
kede. Alligevel må man sige, at den handlede med rimelig effektivitet ud fra tidens mu
ligheder og forudsætninger.
Efter epidemien blev byen renset med rygning og vask.
Epidemien sluttede i de første måneder a f 1 7 1 2 .
Blandt de mest fremtrædende personer, som var beskæftiget med epidemibekæm
pelsen, må nævnes følgende:
Hans Mule, professor medici, decanus ved Det medicinske Fakultet. Hans breve til
broderen på Fyn giver en interessant øjenvidneskildring a f epidemien. Han var medlem
a f sundhedskommissionen. Mule døde i 1 7 1 2 efter epidemien træt a f det store arbejde.
162