150 / 205
opholde sig i byen. Både professor Hans Mule (Mule 18 9 5) og dr. med. Johs. Bötticher
(Bötticher 17 3 6 ) skriver, at overraskende mange »bedre» folk bukkede under for syg
dommen: to fornemme mademoiseller, to af byens bogtrykkere, flere velhavende
håndværksmestre
m.fl.Mule må opgive at sende sin bror en bste over de afdøde fornemme personer (Mule
1895
p.
3 15 ) . Det var umuligt at få overbbk over dette. Heller ikke i dag er det muligt
at udtale noget sikkert om ofrenes sociale placering i 1 7 1 1 . Vi ved, at det var særhg
farligt at tilse og behandle de syge. To medicinere, to medicinske studenter og mange
præster samt katastrofalt mange kirurger, gravere, vågekoner og ligbærere omkom. De
to skrivende medicineres mening synes dog at være, at pest især er en sygdom for fat
tige. Professor Mule ser ligene af de pestdøde bbve båret bort gennem gaderne både i
og uden kister (Mule 1895 pp. 3 10 - 3 13 ) . På gaderne ligger her og der adskillige døde
a f det »gemene folk» (Mule 1895 p. 307).
Alle disse personer omtales som »qvindfolk» og »mandfolk» og har været fra arbej
derklassen. Bötticher omtaler mest sine egne patienter, der har hørt til det bedre bor
gerskab: buntmagermestre, købmænd og lign.; men man har fornemmelsen af, at
døden raser omkring disse personer.
Man ved, at talrige huse stod tomme efter pesten. Mule skriver, at i hans gade er
der flere huse, hvori en del beboere er døde og et, hvori alle er døde (Mule 1895 p.
3 1 1 ) . Som omtalt skal over 500 huse have været tomme efter epidemien. Blandt de
tomme huse var Vartov. Beboerne her var hovedsagelig fattige fra København og nær
meste omegn.
Sundhedskommissionen havde den opfattelse, at fattige tiggere og invalider ud
gjorde en smittekilde, når de syge og elendige slæbte sig rundt i gaderne eller sad
udenfor kirkerne for at bede om almisse. Den fattigste del a f befolkningen har for
mentlig i perioder udgjort en stor procentdel a f byens indbyggere, måske helt op til ti
procent.
Et forsøg på at vurdere antallet af fattige kan ske ud fra to kilder, dels fra den
senere nævnte opgørelse af huse og beboere efter den store brand i København i 17 2 8 ,
dels ud fra en opgørelse over, hvilke a f byens indbyggere der i 16 59 kunne have ind
kvarteret soldater under Københavns forsvar.
Efter branden i 17 2 8 var der i 11.3 4 4 husstande 54 .36 3 personer, altså ca. fem pr.
husstand. 3.000 fattige tvangsforflyttedes straks. Herudover var 8. - 9.000 husvilde, og
mange havde forladt byen frivilligt. Man må derfor regne med, at de 10 % fattige var
et minimumstal.
I 16 59 blev myndighederne interesseret i at vide, hvor mange soldater der kunne
indkvarteres privat i København. Man fandt 2 .8 6 1 husstande, idet Nyboder og Skipper-
boderne ikke blev regnet med. Heraf var 930 familier så fattige, at de intet kunne yde,
altså næsten 30 %. Denne undersøgelse er lavet på en anden led end den førstnævnte,
hvor man jo var interesseret i at vide, hvem der var uden midler. Hvis man regner med,
at tallet fra 17 2 8 er et minimumstal, er 1659-tallet et maximumstal.
De fattige er også udenfor epidemitider døde i stort tal. Som led i rengøringen af
byen i september 1 7 1 1 blev mange a f de dårligst stillede indfanget a f bevæbnede ryt
tere og politimester Ernsts folk. De syge blev kørt ud til pestlazarettet på Vodroffs-
gård, de raske blev spærret inde i Brøndstrædes Hospital (Sundhedskommissionens
Forhandlingsprotokol). Senere blev de, eller de overlevende a f dem, flyttet ud til byens
eneste permanente sygehus, Pesthuset, ved Kalvebod strand. De nævnes som årsag til,
at Pesthuset i november 1 7 1 1 ikke kan bruges til indkvartering a f soldater (Sundheds
kommissionens Forhandlingsprotokol).
Det er sandsynligt, at nogle af de oprindelig internerede fattige har overlevet epide
mien, da man ikke hører om nye jagter på tiggere. De, der boede i Pesthuset i novem
ber 1 7 1 1 , må have hørt til de oprindelig opsamlede.
Man ved, at der blandt de over 20.000 ofre for pesten i 1 7 1 1 var adskillige fra mid
delklassen og nogle fra overklassen, men hovedparten kom uden tvivl fra underklassen.
De mange ofre i gode beboelseskvarterer synes dog at tyde på, at sygdommen også ra
sede her, og at gode økonomiske forhold ikke var noget sikkert værn mod pesten. Den
148