62 / 205
jede sig om Saltholm for København og Sjælland, Sprogø for Fyn , Brandsø i Lillebælt
og Kyholm ved Samsø for Jylland og Askø for Lolland-Faister. På karantænestationer
ne byggedes pesthuse og ansattes personale, dels til at bevogte de isolerede, dels til at
passe de eventuelt pestsyge. Karantænestationerne lukkedes igen 1 7 1 2 .
På Kyholm , der under Napoleonskrigen 18 0 1- 14 var fæstning, og hvor der atter var
karantænestation efter 18 3 1 (for kolera og gul feber), kan man endnu se rester a f pest
huset (Trap 19 2 0 II p. 579 og Foged 19 75). Karantænen var bestemt til 40 dage.
I Lars Öbergs bog om Känsö (Öberg 1968 p.52) får man et godt indtryk af, hvordan
en sådan karantænestation var indrettet. Karantænestationen stod under militær kom
mando, geme af en søofficer. Han havde under sig en underofficer og en halv snes sol
dater. På karantænestationen arbejdede geme en læge, oftest en bartskærer. Karan
tænestationen indeholdt iøvrigt bygninger med sovesale og spisemm for personalet, lo
kaler til indkvartering a f de raske, behandlingsstuer for de syge og en strengt afspærret
anløbsbro, hvor skibe fra de ikke befængte områder kunne lægge til uden at blande sig
hverken med skibe udefra eller øens beboere. Til at overvåge karantænebestemmelser
nes overholdelse udlagdes den 3 1 . august 170 9 fregatten »Ørnen» ved Helsingør. Den
skulle desuden hjælpe det faste vagtskib, som var stationeret ved Helsingør til Øre
sundstoldens opkrævning, snauen »Frk. Elsken» senere snauen »Phønix» og vagtskibet
»Dronning Lovisas barkasse» (Garde 18 3 3 II p. 98).
Man var bekymret og prøvede at forberede sig. Det er tydeligt, af Frederik IV ’s for
ordninger og åbne breve fra disse år, hvor meget der stod på spil. Først var der spørgs
målet om krigens videreførelse efter nederlaget i Skåne. På lidt længere sigt var der des
uden landets almene tarv, de store byggeforetagener, flådens drift og centraladministra
tionen, der, klumpet sammen i København, hurtigt kunne ødelægges afen svær epidemi.
Helsingør 1710
Helsingør var en a f landets største og livligste byer i 1700-tallet. Da alle sundrejsen
de her måtte lægge bi for at svare sundtold til Øresunds Toldkammer, var det nærlig
gende samtidig at købe forsyninger hos en a f de mange driftige købmænd i byen.
Sofolk fra nær og fjern flokkedes derfor i byens gader, hvor de befolkede de mange
havneknejper og turede med de løse fugle til forargelse for det bedre borgerskab.
Byen havde omkring 4000 faste indbyggere 1 7 1 0 (Petersen, L. 19 29 I p. 19 7). I be
gyndelsen af november 1 7 1 0 forekom der mistænkelige dødsfald i den lille forstad
Lappen,som ligger nordvest for Helsingør ved stranden (Nationalmuseet 19 7 3 p. 67).
Det var fattige fiskere, der boede her, oprindeligt en selvstændig landsby, der efter
hånden var vokset sammen med Helsingør købstad. Den var nu hjemsted for mange af
de elendigste af byens borgere, bl.a. boede rakkeren og skarpretteren her (Matthiessen
1962 p. 35).
Ifølge Mansa (Mansa 18 5 4 p. 43) skal det første offer for pesten have været en silke
væver fra Stockholm, og de to følgende hans værtinde og endnu en person fra huset,
hvor han boede. De følgende dage indtraf der yderligere en lang række dødsfald.
I København, hvor man var meget opmærksom på sundhedstilstanden i Helsingør,
biev man straks nervøs, og en kommission bestående a f stadsphysicus i København,
hofapoteker Scharffenberg fra Kong Salomons Apotek, og etatsråd Georg Grundt
(død ca. 17 2 0 ) blev sendt derop.
Kommissionen kan ikke være nået til det rigtige resultat, i hvert fald blev der ikke
tm ffet nye anstalter imod sygdommen før 24. december. Der ansattes da en pestmedi-
cus i byen. Det var dr. med Johan Elias von Westphalen, en indvandret tysker, om
hvem man kun ved, at han praktiserede i Helsingør fra 17 1 0 - 12 . Desuden ansattes
kirurgen mester Drewis som pestmester.
Dette var en ekstraordinær foranstaltning, som man ellers kun traf ved alvorlige epi
demier (Sjællandske Tegneiser D 15 3 a og b).
Januar 1 7 1 1 udsendtes dr. med. Jens Bing ( 16 8 1 - 1 7 5 1 ) , medicus ved den danske
flåde, for at undersøge epidemiforholdene i Helsingør. Han kom til det resultat, at der
ikke var tale om pest, men blot en hidsig feber a f skorbutisk natur. Bötticher angreb
60