58 / 205
vente i samtidige beskrivelser a f pestepidemier. De findes hverken fra oldtiden, mid
delalderen eller nyere tid, således heller ikke i København 1 7 1 1 . Den sorte rotte, som
var den første rotte i Europa, kom formentlig først i 1100-årene fra Asien til Europa
(Hinton 19 18 p. 4) og kan således i hvert fald ikke have været faktor ved de ældste epi
demier. Jean-Noel Biraben mener heller ikke, den hastige udbredelse fra sted til sted,
ofte med den hastighed, en rejsende bmger for at tilbagelægge samme strækning, tyder
på, at rotterne og deres lopper har været en betydelig faktor. Skal han pege på en
mulig smittebærer, må det sansynligvis være menneskelopper (pulex irritans).
,
Dette ville også forklare den næsten helt sikre beskrivelse a f smitte fra person til
person, som meget hyppigt omtales i kilderne, f.eks. tilfælde opstået ved anvendelse af
pestdødes klæder og sengetøj (Biraben 19 7 5 pp. 1-2 og Shrewsbury 19 7 0 pp. 7-16 ).
E t nyt moment udgør yersinia pseudotuberculosis. Denne bakterie blev først op
daget 18 9 3 i Paris a f den franske bakteriolog Louis Charles Malassez (18 4 2 - 1909).
Sygdommen beskrives først som human i begyndelsen a f 1900-tallet, og repræsen
terer formentlig også reelt en ret ny sygdom. Hos rotter, såvel som hos de fleste men
nesker, er sygdommen mild, visende sig ved lymfeknudesvulst og ingen eller kun få
symptomer. Enkelte personer med nedsat resistens (levercirrhose, diabetes etc.) vil
dog få en akut forløbende septisk form med multiple abscesser og hurtig død. En nært
beslægtet bakterie, yersenia enterocolitica, giver hos dyr og mennesker anledning til
især mesenterial adenit og appendicitislignende tilfælde undertiden ledtilfælde. Begge
disse bakterier har kryds-allergi med yersinia pestis og efterlader normalt livsvarig im-
munitet mod denne sygdom (Hanover-Larsen 19 76). Betydningen a f disse yersionoser
for pestens epidemiologi er endnu uafklaret.
Biraben har i sin bog om pesten påvist, at der godt kunne forekomme pestepidemier
i egne med epidemisk yersinose, og omvendt var pestepidemier stoppet adskillige
steder, længe før yersinoserne kunne påvises (Biraben 19 7 5 pp. 20-22).
E t tredie problem er de to forskellige rottearters forskellige forhold til mennesker
både hvad angår levevis og udseende.
Den sorte rotte holder sig nær menneskene i tørre rum og gerne kornkamre eller
lofter. Den er ikke selv vandrende, men transporteres ofte fra havn til havn med skibe.
Den bmne rotte (ratus norvegicus eller ratus decumanus), som i 1700-tallet vandre
de fra Centralasien ud over Europa, holder sig altid nær fugtige områder: fugtige kæl-
dre, kloakker, ved flodbreder og lignende (engelsk sewage rats). Den er meget aktiv og
bevæger sig ofte på ekskursioner over store afstande (Bumet & White 19 72).
Begge rottearter huser xenopsylla cheopis, den mest modtagelige rotteloppe, og beg
ge arter kan angribes a f pest. Pollitzer mener i lige høj grad (Pollitzer 19 5 4 pp. 368 -
70).
Når man har ment, at den sorte rotte spiller en større rolle som pestvektor end den
bmne, er det kun på grund a f dens levevis nær menneskets boliger. Selvom den bmne
rotte har fortrængt den sorte mange steder, findes begge rottearter dog ret udbredt, og
især i havneområder ses den sorte rotte stadig. Mindre end den bmne og mere adræt,
som den er, klarer den sig undertiden bedre og trænger let gennem ventilationshuller,
ligesom den kan balancere på ledninger og således komme ind i husene.
Pestens forsvinden fra Europa kan derfor ikke blot forklares ved ændringer i rotte
bestanden.
Ældre tradition for pestbehandling.
Den ældste vejledning i behandling a f pest stammer helt fra 14 5 0 . Det er »Biskop
Knuds Bog om Pesten» (Hallager 19 19 ). Den medtages, fordi den er opbygget stort set
ligesom de langt senere pestvejledninger. Bemærkelsesværdigt klart begynder den med
en række tegn på pestens nærhed, nemlig meteorologiske og astronomiske forhold
(hurtige ændringer i vejret, kometer i luften etc.), særlig farlig var blæst fra syd.
Om midler mod pesten siges det, at det vigtigste er, at man bekender sine synder og
hengiver sig til bodfærdighed. Desuden skal man flygte fra det besmittede sted.
Allerede her nævnes det, at man skal ryge med enebær, laurbærblade og merian.
56