65 / 205
haver. På Frederiksstadens grund (kvarteret omkring den nuværende Marmorkirke) var
der grønt. Her var der et stort åndehul, strækkende sig helt op til Kongens Nytorv.
Som andre byer i 1700-tallet var den mangelfulde renovation et problem, og sund
hedstilstanden var i lange perioder ringe. I en stor del af 16- og 1700-tallet var der ne
gativt fødselsoverskud, og når byens indbyggertal alligevel voksede, skyldtes det na
turligvis indvandring fra provinsen (Lassen, A. 1960 pp. 244-50 og Rubin 188 1-8 2).
København var fra gammel tid inddelt i 13 kvarterer: Klædebo, Frimands, Nørre,
Rosenborg, Kjøbmager, Østre, St. Annæ Østre og Vestre, Strand, Snarens, Vestre,
Christianshavn og endelig Nyboder.
Epidemiens start
Pestepidemien sneg sig ubemærket ind i København. Den er uden tvivl kommet fra
Helsingør, hvor man jo først afspærrede byen 25. maj efter flere måneders epidemi.
Den 12 juni 1 7 1 1 nedsattes en kommission med stadsphysicus som præces. Den
skulle undersøge »hidsige» sygdomme og forhindre deres udbredelse til København.
(Københavns Diplomentarium 1872-87 V III p. 15 3 ).
Den 3. juli kom der en offentlig plakat om, at man skulle anmelde og eftersøge per
soner der var flygtet gennem den militære afspærring fra Helsingør (Københavns
Diplomentarium 1872-87 V III p. 15 7 ). Den frygtede pestepidemi var på vej. Man var
nervøs. Dødeligheden var høj i hele 1 7 1 1 (Marquard 1923-24).
Sundhedskommissionen
Trods medicinernes skepsis og angst for at udtale sig må centraladministrationen
alligevel have været betænkelig ved de mange dødsfald, og 7. juli 1 7 1 1 nedsattes en
ekstraordinær sundhedskommission med stadsphysicus Johan von Eichel, Det medi
cinske Fakultets dekanus Hans Mikkelsen Mule, politimesteren Johan Bertram Ernst og
tre af stadens 32 mænd (forløberen for borgerrepræsentationen) Desuden var en raek-
ke fremtrædende borgere medlemmer bl.a. skobynaut Ole Judæhær og biskoppen for
Københavns Stift Chresten Worm (Københavns Diplomentanum 1872-8 / V lll pp.
158-59).
De syges og dødes behandling.
Gennem to store breve til sundhedskommissionen skitserede centraladministration
en herefter, hvordan man kunne tænke sig, at epidemien blev bekæmpet. Detaljerne i
disse forslag vil senere blive behandlet. Det vigtigste indhold var at man skulle isolere
de syge, begrave de døde hurtigt og afspærre alle smittede omrader fra sunde.
Behandlingen bestod derfor i, at de velhavende, når de blev syge, blev afspærret
deres egne huse og passet af privat engagerede vågekoner mens de fattl£ ble^ °P '
samlet a f sundhedskommissionens folk og på vogne bragt til to nødlazaretter, der var
oprettet udenfor voldene ved Søerne (Vodroffsgård og Ladegården, der lantes af
1^Skønsmæssigt behandledes ca. 6.000 patienter på sundhedskommissionens to hos
pitaler, men mindst tre gange så mange var syge i byen.
Epidemien greb hurtigt om sig og nåede foruroligende højder.
Kulminationen nåedes i slutningen a f august og
begyudeisen
a f september l^or
døde over 2.000 personer ugentlig, og alt var en overgang ved at bryde s™ e n
sundhedskommissionen. Blot det at få begravet de døde voldte umådelige' kvaler.
Stemningen var trykkende i den sommerhede by. De før sa livlige gader var ød .
Kun ligdragernes skrumlende kærrer, belagt med nøgne, uhyggeligt m ^ ann ede lig,
kørte ud mod sundhedskommissionens nødkirkegarde udenfor byen hvor ligene bru
talt blev smidt ned i de store kuler, som var beregnet til ca. 8X>00 lig hver-
,
Enkelte steder har der dog været ekstatisk liv. Professor Mule skn7 ^ . sa^ d® s p? t m
te tidspunkt forarget, at folk endnu fester og svirer i en a f byens knejper, og de
63