73 / 205
sig som praktiserende læge i Kobenhavn. Under pestepidemien var han sammen med
kirurgen von Aspern konstitueret som læge for de syge soldater på krigshospitalet
(Ladegården), men arbejdede desuden med sin praksis i byen.
Efter epidemien ansøgte han om stilling som medicus på Kvæsthuset, men blev for
bigået til fordel for den langt yngre Jens Bing, der tilmed endnu ikke havde afleveret
sin doktordisputats. Når dette kunne ske, til trods for det store og nyttige arbejde som
Bötticher havde gjort under epidemien, skyldtes det hans ejendommelige, stridige og
kantede væsen, der skaffede ham mange fjender.
En begyndende omsorg for indfødte undersåtter har sikkert også spillet en rolle -
han var jo født i Pommeren og lærte formentlig aldrig at tale dansk. En klage fra 14.
september 17 3 5 stammende fra Bötticher er nævnt andetsteds (Herholdt & Mansa
1835 pp. 298 -30 1). Bötticher beklager sig her over de mange »Empirici, Medicastri,
Agyrtae, Circumforanei, Nebulones, gamle Kjærlinger, fremdeles Apothekere, Regi-
mentsfeltskjærere, Barbeerer eller Chirurger, Badere, Operateurer og andre Qvaksal-
vere. Landestrygere, vagante Markskrigere, gamle og unge Fruentimmere, Apotheker-
og Barbeersvende, ja endog Bødler og Skarprettere», der gar ham i næringen. I meget
hovne toner besværer han sig over, ikke at indkomsterne til de regulære medicinere
bliver for små, men at patienterne udsættes for fare af den som oftest fejlagtige be
handling. Hans hovne tone fornærmede både kirurger og patienter. Bötticher var en
lærd og meget skrivende mand. Som den eneste danskelæge foruden professor Francke-
nau var han medlem af det fornemme kejserlige Akademia Naturae Curiosorum.
17 1 3 og igen 17 3 6 udgav han afhandlinger om den Københavnske pest 1 7 1 1 . Dette
er den eneste bevarede samtidige beskrivelse af denne epidemi. Den er på latin, som al
le videnskabelige værker fra den tid, og indeholder mange udmærkede sygehistorier og
oplevelser set fra en læges synsvinkel. En ting går dog igen: hans grænseløse selvover
vurdering og hans trang til at nedvurdere sine konkurrenter. Afhandlingen er skrevet
efter hans skuffelse over ikke at have fået stillingen ved Kvæsthuset.
Om en københavnsk bryggers hustru skriver han, at hun blev berøvet sine tænder af
en empiricus (d.v.s. en bartskærer), som på baggrund af en hovedpine, fremkaldt af
spastiske bevægelser i abdomen eller hyppige hysteriske lidelser, hovedløst havde be
handlet hende med spytdrivende midler. Om to søstre til bryggeren skriver han, at de
var blevet smittet a f pest og døde af denne sygdom, fordi de på det tidspunkt endnu
ikke var kommet under den a f han forekrevne kur (pp. 96-97). Denne indstilling til
egen formåen, der, skulle man tro, gik på tværs af alle hans erfaringer, er vist karakte
ristisk for tidens medicinere. Vi møder den også hos Böttichers samtidige Gabriel Mag
nus Block (1669 - 17 2 0 ) fra Norrköping, hvis bog »Åtskilliga anmärkninger . . .»(Block
1 7 1 1 ) minder meget om Böttichers.
.
Man skal ikke tage den tids forfatteres opgivelser af tid og tal alt for tungt. Bötti
cher overdriver undertiden helt grotesk - i Helsingør skulle således være døde over
8.000 mennesker, før de uvidende myndigheder erklærede byen for smittet (der var
som nævnt kun ca. 4.000 indbyggere i byen). Bötticher måtte se sine indtægter dale
efter epidemien. Det er sikkert derfor, at hans klager fremkommer pa dette tidspunkt.
Admiral Gjedde, som ikke kunne lide ham, kalder ham »en tysk haes med en skiden
mund og indbildendes orm af højhed» (Kali Rasmussen 1858-59 p .20). Nu bagefter må
man sige, at han blev behandlet uretfærdigt, men hans mange breve til kancelliet og
andre bærer præg a f hans vanskelige sind. Det var måske alligevel rimeligt, at han ikke
blev ansat som tilsynsførende læge ved nogle af statens hospitaler. Bötticher boede ti
leje hos apoteker Bartholomæusson i Torvegade på Christianshavn i året 1 7 1 1 (Lebech
1955
p.
1 1 1 ) .
Marcus Heerfort: Marcus Heerfort (16 5 3 - 1728 ) var født i
T y s k l a n d ,
ligesom Botti
cher. Han drev praksis i København og var en af de læger, der overlevede epidemien.
Ifølge Ingerslev (Ingerslev, V. 18 7 3 p. 40) døde Heerfort af pest. 1 7 1 1 . Det kan i-
midlertid ikke passe; han nævnes som ejer af en ejendom i Snarega e , vor an
ede mellem 1699 og 1 7 1 7 .
71