78 / 205
Udtrykkeligt nævnes i flere forordninger vægterne, hvis antal skulle øges fra 66 til 88
som følge a f epidemien. Vægternes pligter bestod sædvanligvis i at passe gadelamper
ne- tranlamper - som tændtes på ikke månelyse nætter, desuden skulle de modvirke ty
veri, slagsmål og stratenrøveri, og endelig skulle de forhindre, at folk kastede deres af
fald ud på gaderne - et helt umuligt job .
Natten igennem skulle de råbe timeslagene. De mønstredes om aftenen på Rådhus
et, hvor de også om morgenen rapporterede, om noget i nattens løb var passeret (Stein
1898).
Under epidemien var det dobbelt vigtigt at våge over byens sikkerhed. De mange
tomme huse var en stor fristelse for skarerne a f besiddelsesløse tiggere og omstrejfende
vagabonder.
Til hjælp for vægterkorpset fungerede en afdeling ryttere, der ved en enkelt lejlighed
blev assisteret a f regulære soldater, stillet til rådighed a f Københavns kommandant.
Vågekoner:
Til at passe de mange syge arbejdede i byen en lang række vågekoner og
vaskekoner, som dels kunne ansættes a f private til at passe syge i hjemmene, dels an
sattes afkomm issionen på lazaretterne.
Skrivere
og
andre:
Til at modtage indberetninger fra kirurgerne og medicinerne,
samt til at holde rede på de mange ind- og udskrevne patienter på hospitalerne, ansatte
sundhedskommissionen en række inspektører og skrivere. Desuden ansattes kokke,
spisemestre og ligkvinder til at lægge de døde i kisterne
Gravere:
E t særligt problem udgjorde ligbærere og gravere.
Graverne var ansat a f sognepræsterne ved de enkelte kirker til at betjene kirkegår
dene. I løbet a f få dage voksede arbejdet dem over hovedet, og man måtte ansætte
ekstraordinære hjælpekræfter. Dette lod sig kun vanskeligt gøre under epidemien, idet
dødeligheden, specielt blandt gravere, var enorm.
Mule skriver i et brev, at efter tre dage var kun seks a f de nyansatte gravere i live.
Trods lofte om gode lønninger var det vanskeligt at skaffe folk nok under disse om
stændigheder.
Man førte forhandlinger med generalløjtnant Cormaillon, Københavns kommandant,
om at udlåne soldater til gravere, men fik blankt afslag. Generalen skulle ikke risikere
sine soldaters sundhed. Han havde forsvaret a f København at tage i betragtning. Senere
lykkedes det, efter kongens indgriben, at skaffe tilladelse til, at soldaterne mod beta
ling, og hvis de ville, kunne fungere som gravere, dog uden at skulle lægge de døde i
jorden.
Herefter gravedes otte kuler nær Garnisons Kirkegården vest for Kastellet uden for
Volden med plads til ca. 1000 lig.
Professor Mule skriver 29.8., at man har beregnet 200 lig i hver kule. Tit begravedes
de døde uden kiste.
En overgang anvendte man fanger fra Bremerholm til at lægge de døde i jorden,
men også fangerne døde i stort tal.
1 nogle af klagerne, der senere indkom over sundhedskommissionen, nævnes netop
disse forhold. Det nævnes, at flere hundrede lig lå ubegravede og utildækkede, nøgne
på jorden ved sundhedskommissionens nødkirkegårde, til stor gene for de omkring
boende. Desuden blev der klaget over, at begravelserne inde i byen udsendte en frygte
lig stank. Sundhedskommissionen var nemlig ikke gået så vidt som til at forbyde be
gravelser indenfor voldene, hvilket vel havde været mest naturligt. Følgen var, at kirke
gårdene inde i byen meget hurtigt blev så overfyldte, at graverne satte flere kister ned
oven i hinanden for at spare plads. De øverste kister blev derfor kun dækket med et
nødtørftigt lag jord. Ved rensning efter epidemien måtte der da også køres flere hund
rede læs jord på kirkegårdene.
En speciel plagsom ulempe var begravelser under gulvet og i krypterne under kir
kerne. Mule skriver om dette i sine breve, at stanken var uudholdelig inde i kirkerne.
(Mule 18 9 5 p. 3 19 ).
76