84 / 205
te den fattige del a f Stockholms befolkning udenfor byen.
Det blev dog, ligesom i Danmark, ved forslaget.
Man lavede nødkirkegårde udenfor voldene, hvor også to pestlazaretter oprettedes.
Som i København var der hurtigt mangel på levnedsmidler og brændsel. Nøden blandt
folk var stor. En førstehåndsberetning om pestepidemien i Sverige har man, som tidlige
re omtalt, fra Magnus Gabriel Block. Han studerede først i Uppsala, senere opholdt han
sig over 1 1 år i udlandet. Han besøgte universiteter især i Tyskland og Italien. Tre år
var han ansat hos den toscanske storhertug i Florens. På en ny udenlandsrejse besøgte
han København (17 0 1-0 2 ). Han tog medicinsk doktorgrad i Harderweijk i Holland,
men var ellers mest i England. 17 0 3 blev han provinsiallæge i Öster Götland med bolig
i Norrköping, hvor han blev til sin død (Lindroth 19 7 3 ). På grund a f sit talent for
sprog (han talte 1 1 og skrev 13 ) blev han desuden udnævnt til rigstranslatør med kan
cellirådsværdighed. Han var en særpræget personlighed, der aldrig skyede strid og ofte
lagde sig ud med folk. I sin bog »Åtskilliga Anmerkningar öfver närvarande Pestilentias
Beskaffenhed, Motande, Botande och Åtroande uti Öster Götland» (Block 1 7 1 1 ) gør
han rede for pestepidemien i sin b y Norrköping 17 1 0 .
Bogen modsvarer Böttichers afhandling. I modsætning til denne bog er den skrevet
på svensk, ikke latin, vel nok fordi den først og fremmest henvender sig til det svenske
Collegium Medicum og Karl X II. Ligesom Bötticher lægger han ikke skjul på egne for
tjenester. De mange, han er kommet til at behandle i tide, er alle blevet helbredt. Han
kunne tidligt i epidemien tilbyde magistraten at helbrede samtlige pestpatienter for en
fast pris, et tilbud magistraten dog ikke tog imod. Bogen indeholder iøvrigt et afsnit
om forebyggende midler (de samme som fra de danske skrifter: eddike, rygning, måde
hold med mad og drikke etc.). Et afsnit handler om symptomer på pest. Dette afsnit
er så detaljeret, at man uden vanskelighed tør stille diagnosen bubonpest alene på hans
beskrivelse: forløbersymptomer som rystelser, indvendig hede, hovedpine, svimmelhed,
angst, mathed tørhed i munden, senere symptomer som hævelse i armhuler, lysker,
blærer og store karbunkler stigende til grænseløse sår, pletter så store som peberkorn,
røde og blå streger på kroppen og petekkier. Han nævner, at mange i begyndelsen af
epidemien dør, uden at disse symptomer når at udvikle sig og, at ofte et helt hus uddør
på en gang. I et kapitel prøver han på at opstille prognostiske tegn for de syge, idet han
pointerer, at symptomer, som man nu ville kalde encephalitiske (dyb narkotisk søvn,
raseri, delirium), næsten altid medfører døden, mens veludviklede buboner er et tegn
på bedre prognose. Kapitlerne om behandling adskiller sig ikke væsentligt fra kapitler
ne i de danske pestvejledninger. Ligesom de danske vejledninger giver Block dels ud
førlige recepter beregnet for rige, dels nemme husgeråd med medikamenter, der kan
skaffes a f selv fattige.
Block skildrer, hvordan han i nærværelse a f ti medlemmer a f magistraten lod stads
kirurgen udføre sektion på en pestdød 2 2 . 1 1 . 17 1 0 .
Bogen slutter med 28 sygehistorier, som er detaljeret beskrevet. Man kan ikke tvivle
om Blocks kliniske færdighed eller erfaring.
Isberg har givet en god skildring af pestepidemien i Malmø 1 7 1 2 baseret på mate
riale beliggende på Malmøs stadsarkiv (Isberg 1898 pp. 206-82).
Malmø menes at have haft ca. 2.300 indbyggere, hvoraf ca. 50 % døde under epide
mien, således at der endnu 17 2 7 kun var 15 0 0 indbyggere.
Ansvarlig for bekæmpelse a f epidemien var Burenskjöld (den samme som nævnt
under epidemien i Stockholm). Han sørgede for, at magistraten i byen kom til at delta
ge i det organisatoriske arbejde.
Iøvrigt ordinerede han en pestmedicus, tre pestkirurger samt to pestpræster til at
tage sig a f de syge. A f disse døde medicus, de to kirurger og den ene af præsterne. Til
pestlazaretter anvendtes flere små huse indenfor voldene bl. Barnhuset, som ellers
brugtes til forældreløse bøm. Også i Malmø kneb det med kirkegårdsplads. Man søgte
at finde en begravelsesplads udenfor voldene, men måtte under epidemiens højdepunkt
give tilladelse til, at folk selv måtte begrave deres døde i egen have.
Pesten i Sverige kunne ikke isoleres til hovedstaden. Epidemien begyndte som an
ført i Stockholm, hvor 20.000 a f byens ca. 60.000 indbyggere døde. I løbet a f januar
82