81 / 205
en sådan (»En liden k o r t ......................... 17 11» ) .
Universitetets indsats i disse år var ringe. Dets anseelse var nede i en bølgedal, og der
var ingen større ledere hverken i Det medicinske Fakultet eller på universitetet over
hovedet (Thomsen 19 7 5 pp. 1-2).
Mule skriver i sine breve (29.8.), at der nu kun er 200 vilde og frække studenter til
bage i byen.
løvrigt var foruden Mule også biskop Worm og i sidste trediedel a f epidemien to
andre professorer medlemmer a f sundhedskommissionen.
Hæren:
Hæren repræsenteredes i København især ved Københavns kommandant,
generalmajor Charles Damas de Cormaillon (ca. 16 5 0 - 1 7 1 2 ) . Han var fransk født, op
rindelig officer i Liineburgs hær.
Fra 1684 gjorde han tjeneste i Danmark. År 17 0 0 hørte man om ham i København,
hvor han kom i klammeri med den daværende kommandant Schack. Samme år ud
nævntes han til Københavns kommandant. En specialopgave havde han 1 7 1 0 , hvor han
var udsendt for at rådgive general Rantzau i Skåne.
General Cormaillon mente, og mange i kancelliet har formentlig givet ham ret, at
det gjaldt først og fremmest om at beskytte basen København mod svenskerne. For at
kunne dette måtte han holde hæren fri a f pestsmitte og mere eller mindre overlade den
pestramte by til sig selv. Han var derfor modstander af, at soldaterne skulle deltage i ar
bejdet med bl.a. ligbæring og udgravning a f pestgruber til de døde. Han var heller ikke
meget for at overlade sundhedskommissionen Ladegården til nødlazaret, men måtte
til sidst bøje sig, da kancelliets repræsentanter i København støttede sundhedskommis
sionen.
Modsætningen mellem byens interesser og hærens kom tydeligt frem både i sund
hedskommissionens forhandlingsprotokol og i dens kopibog, hvor breve fra denne til
både kongen og kommandanten er afskrevet.
Mansa har i sin bog om pesten varmt støttet sundhedskommissionen (Mansa 18 54 ),
mens kaptajn von Kohi i sin artikel (Kohi 1 9 1 1 - 1 2 ) ofte støtter militæret. Man må na
turligvis give Kohi ret i, at det ikke var en militær opgave at grave massegrave til de ci
vile indbyggere i København, specielt ikke når dødeligheden blandt de professionelle
gravere og ligbærere var så enorm. På den anden side var der tale om en nødsituation,
og sundhedskommissionen hjalp jo også militæret senere, da pesten nåede hærens og
flådens mandskab.
En gådefuld sag i denne forbindelse er en kongelig kontraordre (reskriptet a f 22.8.
1 7 1 1 ) , hvor det hedder, at krigslazarettet ikke må udleveres til sundhedskommissionen
til brug som pestlazaret, og at soldater ikke må være pestgravere for kommissionen.
Som Mansa skriver, slog dette helt benene væk under sundhedskommissionens ar
bejde. Det er klart, at denne ordre repræsenterer generalmajor Cormaillons indstilling.
Sundhedskommissionen forsvarede sig imidlertid bravt, og i et langt brev til kongen
29.8. (Kopibogen 29.8.) gør den rede for problemerne: de mange syge og døde i byens
gader, de ubegravede hg, vanskelighederne ved samarbejdet med militæret og endelig
nødvendigheden a f et nyt lazaret, da de syge ligger i stråmåtter under åben himmel ved
Vodroffsgård Lazaret.
Resultatet blev da også, at kongen påny gav sundhedskommissionen medhold, og
Ladegården blev udleveret.
Senere gik det bedre med samarbejdet. Således kunne militæret udlåne sundheds
kommissionen ryttere til brug ved supplering a f byvagten ( 3 .10 . 1 7 1 1 ) .
Fra juli 1 7 1 1 til maj 1 7 1 2 måtte Københavns forlægning ligge i telte udenfor vol
dene. Det var barske forhold i den kolde vinter, men beskyttede dem stort set mod
pestsmitte. Den 9 .1. 1 7 1 2 overvejede man at flytte soldaterne fra Nørre fælled til Pest
huset (Københavns Diplomentarium 1872-87 p. 34).
Sundhedskommissionen protesterede imidlertid, idet de overlevende a f byens tig
gere og fattige var indkvarteret her, da de var blevet flyttet fra Sjæleboderne.
Flåden:
Flåden var fra starten repræsenteret i sundhedskommissionen ved skoby-
79