79 / 205
Nødkirkegårdene:
For at hjælpe på pladsmanglen på kirkegårdene anskaffedes nød
kirkegårde, ikke blot den store udenfor Kastellet, hvor massegravene lå, men også seks
mindre indenfor voldene. Disse kirkegårde fungerede senere som fattigkirkegårde for
byen. Det drejede sig om Nikolaj Kirkes Landgreven, Helligånds Kirkes nødkirkegård
Wiesmar, Vor Frue Kirkes nødkirkegård Linden, Trinitatis Kirkegård ved Aabenraa,
St. Petri nødkirkegård ved Larslejsstræde og Vartov kirkegård ved volden, hvor nu en
del af Rådhuspladsen ligger (Weitemeyer 19 16 pp. 15 4 -19 1).
Ligbærere:
På de faste kirkegårde foregik begravelserne nogenlunde traditionelt med
jordpåkastelse og ligbærere; til trods for at ligvognene var blevet indført allerede 1 7 1 0
i et forsøg på at hindre de store ligfølger og dermed en mulig sundhedsfare. Trods an
modning fra sundhedskommissionen ville folk ikke slippe traditionen med de 6-8
ligbærere i sorte kapper og følge a f kolleger, familie og venner.
Man måtte nøjes med at gennemtvinge de barske men rimelige reskripter overfor
de fattige, som kørtes i ligvogne 10 -12 a f gangen til de store fællesgrave.
Ligbærerne døde som fluer. De havde indtil pestepidemien udgjort et særligt laug
i København, men under epidemien mistede de modet og kunne heller ikke overkom
me arbejdet. Man søgte derfor at betjene sig af andre muligheder. Laugene fik besked
på at bære deres egne døde, og militæretaterne deres. Universitetets døde blev båret til
gravene a f studenterne.
Det var dog altsammen utilstrækkeligt, og for at bøde på situationen indgik sund
hedskommissionen 26. juli 1 7 1 1 en overenskomst med de københavnske studenter om
disses ansættelse som ligbærere for sundhedskommissionen. Rasmus Franckenau har
aftrykt overenskomsten (Franckenau 1806), som findes i sundhedskommissionens
kopibog (Kopibogen 26 .7. 1 7 1 1 ) .
Denne kontrakt indeholder flere interessante punkter. Først bemærker man, at
studenterne sikrer sig logi, føde, hushjælp (vågekone), klæder og løn. De skulle have
to-mandskamre, 12 rigsdaler månedligt og desuden en særlig uniform syet af voks
dug. Da de ikke måtte gå med deres sædvanlige kapper, betingede de sig tilladelse til
som ellers at bære kårde. Såfremt de blev syge eller døde, bevilgede sundhedskom
missionen dem fri pleje og begravelse samt en ligkiste. For en sikkerheds skyld for
langte de at få fire ligkister stillet til rådighed med det samme. To punkter havde sund
hedskommissionen vanskeligt ved at gå med til. For det første betingede studenterne
sig, at de kun ville begrave fornemme lig, d.v.s. sådanne som ydede betaling til lig-
bæreme, for det andet betingede de sig »til evig tid» at have privilegium på ligbæren.
På grund a f mangel på mandskab måtte sundhedskommissionen alligevel gå med
dertil, og i forhandlingsprotokollen findes underskrifter a f sundhedskommissionens
medlemmer på den ene side og studenterne på den anden. I første omgang ansattes 12
mand, men da nogle a f de oprindeligt ansatte senere flygtede, blev der yderligere ansat
tre.
Det viste sig, at sundhedskommissionen ikke overholdt sine forpligtelser. Man havde
stillet et tomt hus til rådighed for studenterne uden nogen form for sengetøj eller ind
bo. Først senere kom disse forhold i orden.
To af ligbærerne kom fra Valkendorfs Kollegium (Lauritz Dideriksen og Jens Strø-
jer). Det ser ikke ud til, at nogen er kommet fra Borchs- eller Elers’ Kollegium. De fle
ste af de øvrige var formentlig fra Regensen (Eskild Abel, Andreas Charisius, Rasmus
Hertz, Jacob Kragh, Jens Madsen, Jens Niebøl, Otto Smid (antaget senere), Jochum
Christoffer Storck, Jacob Strelau, Bone Hansen Svane, Peter Klaumann Treslau (an
taget senere), Andreas Visti, Samuel Vinding og Jørgen Ørsted). Mindst tre af dem
døde under epidemien og blev begravet på kirkegården Linden (nemlig Andreas Chari
sius død 28.8 1 7 1 1 , Jens Niebøl død 29.8. 1 7 1 1 og Jens Strøjer død 22.8. 1 7 1 1 ) .
Sundhedskommissionen lejede et hus til studenterne ved Vester Vold. Efter epide
mien stadfæstedes deres privilegium til ligbæren, og de fortsatte hermed lige til 179 2,
hvor man indførte, at Det teologiske Fakultet ansatte 20 ligbærere, som fik en fast
årlig løn, mens fakultetet selv tog betalingen fra de pårørende.
Ordningen blev så streng håndhævet, at laugene måtte betale en vis fast årlig ydel
77