83 / 179
73
Nu, mon cher! det gaaer i Langdrag med Deres Be?
fordring? Kunde De ikke giennem Deres Talsmænd
der neere paa en Slags Maade incaminere Deres Lyst
paa Woss, det er et Lands^Kald og Sognepræsten mori?
bundus. Jeg skulde ikke undfalde Dem, naar Tiid kom.
Seer De denne Gang skeede dog avancements i Regi#
mentet alle efter mit Ønske. Men maaskee Bispestoele
nu gaae ind og vi transporteres alle fra Cancelliet under
Prinsen af Augustenborg og da — studeer Kant og
bliv gal, saa er Deres Lykke giort. Men medens vi
endnu lade os nøye med Guds Ord og sund Fornuft
ønsker jeg Dem og Deres snilde Kone en glædelig Fæst.
J. N. Brun.
Fra en av sine visitatsreiser skriver Nordal Brun
hjem til sin hustru :
Lysters Præstegaard 18de Augusti 1812. [Bergens off. bibl.]
Nu Tullebarn! Det hidtil passerede, indtil Post*
karlen kommer i Aften eller i Morgen. Løverdag
stille, som det sig burde. A d Aften Hr. Friis og Ludí
vig, som lever herlig, men trues med Barfodhed,
fordie den forbandede sorte Blankhed bringer hans
Støvler til at briste. Søndag var mig herlig. Jeg en
Time mindre ti Minuter staaende og talende, saa at en
halvgal Bonde her svor paa i Qvales og mit Paahør, at
dersom jeg prædikede her hver Søndag, kom ikke en
eneste Siel blandt alle Lystringer til Helvede. Jo Kami
merat! sagde jeg, Fanden er en Skiælm, og Døsen (en
Kroe) er ikke langt fra Kirken. — Rigdom virker her
Yppighed endog i Klæder, thi oplæste Qvale Kongens
Formaning derimod. Jeg sagde meget derom og decla?
merede af Zetlitz, hvad som vel aldrig før var hørt fra
Prædikestoel, dette Vers: A f Klæder andre brøste sig
med meget mindre Føye etc. Nei, Moer min! I havde
giort Synd baade mod mig og Sogninger og Gud, om
I havde afholdt mig fra Visitatz. Her var da ret for*
nøyeligt og stort Sælskab.
Efter Maaltid og Middags