88 / 179
Breve fra Zetlitz.
F
ra Bergensbispen er ikke skridtet langt til hans ven
Zetlitz — «glædens sanger». Og dog gestaltet deres
ydre liv sig saare forskj ellig — den ene steg til den
geistlige magts tinde, og den anden stelte sig slik, at
man helst vil glemme hans senere dage.
Men i brevene faar vi glimt av den digtersjæl, der
har overlevet Jens Zetlitz’s jordiske skrøpeligheter.
Først skriver han til svogeren, den rike Stavanger*
mand Gabriel Kjelland, som hadde sat ham istand til
at fuldende sine studier.
Til Gabriel S. Kielland (T.hjems Vidensk. Selsk.)
Beste Ven!
Finterne for Convolut Skrivelserne fra Livøen(!) og
Kiøbenhavn har jeg optaget for meget smigrende Bevis
paa dit Venskab for mig og i Sandhed jeg synes at
kiende dig saaledes at de ikke anderledes kunde eller
burde optages — men min sande Ven! kand Du undres
over at jeg for at skrive til min uforglemmelige Pige,
glemmer, hvad jeg skylder mine Venner — — stakkels
Elisa — — det opbygger mig ikke at hun er paa Lye,
Forskiellen imellem din fortreffelige Kones og Frue
Arentzes søsterlige Omgang, og Søsterens paa Lye vil
være alt for afstikkende til at den ikke skulde giøre
hendes Dage mindre blide — — vist nok vil hun und*
gaae en hel hoben Prygl — men hvad siger ikke Salo51