268 / 725
250
V. Woll
ne af „Folkets Nisse", et blad på otte kvartsider med træ
snit, nærmest vel en ringere efterfølger af salig „Corsa-
ren“. Fra 1873 udkom det betydelig fornemmere „Punch",
et ligeledes ottesidet ugeblad, men med lithograferede
farvetryk på de fire sider; ledet i stærk højreretning,
særlig i sin første tid, holdt det sig gennem mere end en
snes år. Her fandt man anonyme bidrag af mange kendte
penne, af hvilke her blot skal nævnes tre. Den ene var
den tidligt afdøde Knud Valløe, hvis specialitet var digte,
der i den grad parodierede Grundtvigs eftersnakkeres
produkter, at Valløes biograf, redaktør Bille, karakteri
serer hans vers som ikke blot grundtvigianske, men ægte
grundtvigske. — Så var der Ferdinand Bauditz, forfatter
til Fru Sørensens Kaffepassiar hos Fru Schrøder -—-hvem
hendes ustandselige tungefærdighed slet ikke lader kom
me til orde — en enetale, der giver en ordrig kronik over
døgnets begivenheder, således som en let karikeret mid-
delstandsdame opfattede dem. Og endelig kommunelærer
Vald. Holm, hvis „Krønicke om Bunde-Krigen", efter
fulgt af mangfoldige „Ennu et lidet Anhang til Krønicken
om Bunde-Krigen", i en stærkt arkaiseret sprogform
stiklede til venstrepartiet. — Bladets bagside var altid
forbeholdt øjeblikkets politiske eller litterære begiven
heder, og da de dér afbildede personer — om end i kari
keret form — altid havde virkelig portrætlighed, havde
man let ved at kende de pågældende, når man så dem på
gaden eller andre steder.
Socialdemokratiet startede en konkurrent til „Punch"
under navnet „Ravnen", ligeledes et farvetrykt ugeblad,
der holdt sig gennem en længere årrække.
Om halvfjerdsernes kirkeliv har jeg ikke stort at sige.
Mine forældre var ikke kirkesøgende, ej heller antikirke-
lige, men levede efter almindelig god borgermoral. Kun
et par enkelte gange mindes jeg før min konfirmation
at have ledsaget dem til en søndagsgudstjeneste. — Men
overhovedet var hovedstadens kirkeliv kun svagt, før den
københavnske kirkesag rejstes i firserne. Og hvorledes
skulle det være anderledes? I den indre by fandtes kun
fem egentlige sognekirker: Frue kirke, Helliggeistes,2
2)
Almindelig udtalt Helliggæstes; de færreste vidste, at geist
betød ånd, men en „hellig gæst“ kunne man jo nok forstå.