269 / 725
Endnu nogle småtræk fra København i 1870’erne
251
Trinitatis — ofte benævnt „Rundekirke“, formodentlig
fordi den opfattedes som appendiks til Rundetårn — og
endelig Garnisons og Holmens. På Christianshavn var
Frelsers kirke den eneste sognekirke, idet den nuvæ
rende Christianskirke, som dengang hed Frederikskir-
ken,3 var kirke for sognets tyske menighed, som var så
fåtallig, at kirken fra 1886 stod lukket. I forstæderne
fandtes kun St. Johannes kirke på Nørrebro. — En
bedring skete, da St. Pauls kirke opførtes midt i halv
fjerdserne, og dertil henlagdes en stor del af Trinitatis
sogn. Omtrent samtidig kom St. Stefans kirke på det
yderste Nørrebro, derpå St. Jakobs på Østerbro og St.
Matthæus på Vesterbro. Hidtil havde en del af Vesterbro
været henlagt under Frederiksberg sogn. Det siger sig
selv, at datidens sognepræster, selv om de havde kapel
laner og kateketer til hjælp, ikke kunne overkomme at
stå i nærmere personligt forhold til sogneboerne. Man
erindre herved, at den indre by endnu i halvfjerdserne
rummede en meget stor del af hovedstadens befolkning,
medens den nu er stærkt affolket til fordel for forret
ningslokaler og kontorer. Beboernes store flertal kom
oftest kun i berøring med kirken ved barnedåb og kon
firmation, bryllup og begravelser.
Forholdene opfordrede ejheller til flittig kirkegang.
Stolestaderne i hovedkirkerne var ofte udlejede af hen
syn til kirkernes økonomi og holdtes aflåsede; for almin
delige kirkegængere åbnedes de ved højmessen først un
der den sidste salme før prædiken, og der opstod da ofte
en usmagelig kamp om siddepladserne mellem de „upri-
vilegerede“, som indtil da havde måttet stå op i gan
gene. Det var derfor ofte således, at når man blot kunne
nå i kirke til prædiken, var det tidsnok. Enkelte præster
havde ry som særlig gode prædikanter, således Paulli
ved Frue, Schepelern ved Trinitatis, Frimodt ved St. Jo
hannes og Evaldsen på Frederiksberg. Ivrige kirkegæn
gere gik undertiden lange veje for at høre dem og mulig
vis andre, hvis navne jeg nu ikke mindes.
Ved omtalen af gadelivet bør bybudene ikke savnes.
Som institution var disse indførte i begyndelsen af tres-
3) Navneforandringen skete, da „Marmorkirken" efter sin fuld
førelse genoptog det oprindelige officielle navn Frederikskirlten.