288 / 725
270
Olaf Olsen
befales det lensmændene, at der skal tages dom over
løsgængere, hvor mange måneder eller år de er pligtige
til at arbejde i jern, hvorefter de skal fremsendes til
København,30 d. v. s. til Bremerholmen.
Som fængsel for voksne mandlige løsgængere havde
tugthuset udspillet sin rolle. At det gik sådan, kan ikke
undre. I de hollandske anstalter var de mandlige fanger
blevet beskæftigede med raspning af farvetræ, et hårdt,
men simpelt arbejde. I Christian IV’s tugthus kom rasp
ningen så vidt vides aldrig igang, om end den nævnes i
tugthusordinansen 1621,37 og man var derfor henvist
til at beskæftige så godt som alle fanger ved klædefabri
kationen. Dette var ulykken. Thi hvad kunne vel en løs
gænger, der måske i årevis ikke havde rørt en hånd, og
som i bedste fald var oplært til grovt og tungt arbejde,
udrette ved et så fint instrument som en væv? Kunne
man vente, at landevejens stoddere, modvillige og træge
fanger, med deres klodsede og ofte tillige sårbefængte og
gigtkrogede fingre ville kunne sætte en rending op eller
med sikker og hurtig hånd føre skytten gennem væven?
Børnene var ganske anderledes gode arbejdere. De var
fingerfærdige, lærenemme og hurtige. Landevej slivet
havde endnu ikke sløvet dem og gjort dem uforbederligt
asociale, og deres arbejdsskyhed stak ikke så dybt som
hos de ældre. Man begyndte derfor at udskifte de voksne
med børn, således at efterhånden kun det enklere og
grovere arbejde var tilbage til de voksne mandlige løs
gængere.
Denne proces fremmedes af, at lensmændene og især
købstæderne var mere tilbøjelige til at levere børn end
voksne til tugthuset. På grund af de store omkostninger
og det meget besvær kviede man sig ved overhovedet at
sende fanger til København. Da Ribe i 1623 sendte 30
små børn til børnehuset, kostede det byen næsten 160
daler,38 og selv om en stor del af pengene gik til at ud