364 / 725
346
Olaf Olsen
løsgængere meget hurtigt udskiftedes med børn, og at
der siden 1620 ikke optoges en eneste mandlig løsgænger,
skønt tugthuset oprindelig var oprettet til disse. Som
kvindefængsel — det eneste i riget — havde tugthuset
derimod en vis begrænset betydning, især for kampen
imod prostitutionen.
Langt den overvejende del af lemmerne — fra 1621
90—95 % — var børn, som i seks eller syv år skulle lære
håndværk derinde. I perioden 1621—49 tilbragte 4500—
5000 lemmer ialt ca. 14000 år239 i tugt- og børnehuset. I
praksis var den gennemsnitlige interneringstid således
knapt tre år. Dette skyldtes såvel den store dødelighed
som det paradoksale forhold, at anstalten satte et stort
antal uudlærte børn på gaden og således selv skabte nye
løsgængere.
En del købstæder fik ved indsendelser til børnehuset
fra tid til anden befriet sig for den fattigste del af det
opvoksende proletariat, men da det for hele riget drejede
sig om lidt over 100 børn årligt i de 44 år, anstalten
eksisterede, kan betydningen ikke have været overvæl
dende. En middelstor pest formåede såmænd på få må
neder at gøre kål på lige så mange fattige børn, som
børnehuset optog i hele sin levetid. Derimod fik anstal
ten utvivlsomt en ikke ringe indirekte betydning ved, at
fattige forældre for at undgå, at deres børn sendtes til
børnehuset, bestræbte sig kraftigere for at skaffe bør
nene en beskæftigelse, end de ellers ville have gjort.
Både som håndværksskole og stormanufaktur var tugt-
og børnehuset ikke så lidt af et storslået eksperiment.
Et forsøg på ved hjælp af nye metoder at løse et bræn
dende socialt spørgsmål parredes med bestræbelserne
for at skabe en dansk tekstilindustri og ophjælpe dansk
håndværk. Og selv om resultatet langt fra blev det til
stræbte, hverken i den ene eller den anden henseende, så