362 / 725
344
Olaf Olsen
ristisk, at kronen nok ydede tilskud dertil, men samtidig
sørgede for selv at stå uden økonomisk risiko i foreta
gendet.
Fandt kronen det således af sociale årsager formåls
tjenligt at etablere børnehuse, var interessen for dem
som storindustrielle anlæg dog ganske forsvundet. Chri
stian IV’s manufakturpolitik havde været kostbar og ma
nede til forsigtighed. En statslig tekstilmanufaktur syn
tes da heller ikke at være særlig påkrævet. På landet
gjorde man selv det vadmel og lærred, man havde brug
for. Kun hæren, adelen og borgerskabet anvendte det fa-
brikgjorte klæde, der således havde et ret begrænset, men
til gengæld ganske fordringsfuldt marked. Christian IV’s
tugt- og børnehus havde i nogen udstrækning sørget for
hærens forsyning — adelen og borgerskabet nåede børne
husklædet kun i ringe grad ud til — men kronen kan
næppe siges at have haft større glæde af at fremstille
hærens klæde selv. Det blev på grund af driftsformen
og den manglende industrielle erfaring en alt for dyr
vare, og da tekstilimporten i forvejen kun havde et for
holdsvis beskedent omfang,237 ville man uden at belaste
importen synderligt kunne indføre også hærens forbrug
og derved spare ret betydelige summer.
Over for den udenlandske tekstilproduktion, især den
engelske, var børnehusmanufakturet ikke konkurrence
dygtigt. Men man kan ikke af denne grund karakterisere
foretagendet som mislykket. At man ikke kunne hamle
op med en århundredgammel udenlandsk klædeindustri,
der havde tradition og erfaringer i ryggen og store kapi
taler til sin rådighed, er i ingen henseende forbavsende.
Tugt- og børnehuset var Danmarks første storindustri
elle foretagende. Det blev bogstaveligt talt bygget op på
bar bund, og trods den dårlige arbejdskraft lykkedes det
efterhånden at etablere en betydelig produktion af tildels
endda gedigne varer. Dette var i sig selv en stor bedrift.