363 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
345
Når foretagendet ikke satte sig varigere spor, skyldes det
de uheld, der forfulgte anstalten, først og fremmest de
mange epidemier, der forstyrrede og fordyrede driften,
og især det omsving i statens finansielle forhold, der
tvang kronen til først at reducere anstalten og siden at
nedlægge den helt.
Men selve manufakturet var kun een side af den rolle,
der var tiltænkt tugt- og børnehuset i Danmarks økono
miske udvikling. Den anden og ikke mindre væsentlige
var uddannelsen af håndværkere, der kunne befordre
tekstilhåndværkene overalt i riget og tillige være kronen
til støtte i kampen mod lavsvældet. I denne henseende
svigtede anstalten tilsyneladende ganske. Det er omtalt,
at der i hele perioden 1620—49 kun færdiguddannedes
ialt 630 håndværkere i børnehuset. På grundlag af dette
tal alene kan man naturligvis ikke drage nogen slutning
om børnehushåndværkets betydning for tekstilfagenes
udvikling uden for anstalten. Men det lyder unægtelig
ikke godt, når kongen i 1640 måtte forbyde rentemestre
ne at købe klæde i København, fordi det, der blev lavet
uden for børnehuset, var af for ringe kvalitet.238 De
børnehusuddannede håndværkere formåede på trods af
den støtte, de også efter deres løsladelse fik af rentekam
meret, ikke at gøre sig gældende. Dette fremgår også ty
deligt af, at en del af de fag, der undervistes i, og den
teknik, der anvendtes i børnehuset, ikke kom i anven
delse uden for anstaltens mure. Dette gælder f. eks. bom-
uldsspindingen, der først „genopdages" langt senere, og
den praktiske skotrok, der trods sine ubestridelige for
trin så vidt vides aldrig kom i brug blandt almindelige
håndværkere. Som „håndværksseminarium" blev børne
huset en utvivlsom fiasko.
Heller ikke som resocialiseringsanstalt for løsgængere
havde anstalten succes. Landevejens folk viste sig gan
ske uegnede ved rok og væv. Det er påpeget, at de voksne