390 / 725
3T2
Aa. Rasch
Selv for hoffet var det ingenlunde let at få vognparken
fornyet, når det drejede sig om udenlandske køretøjer.
Det var gentagne gange fastslået, at hoffet og statsinsti
tutioner skulle behandles efter samme regler som almin
delige borgere,9 og undtagelser for hoffets vedkommende
måtte derfor som for andre gøres ved en kongelig resolu
tion. 1788 gaves ad denne vej tilladelse til, at nogle kaner
med tilbehør indførtes toldfrit, idet de var sendt som
gave fra det svenske hof til kronprinsen og prinsesse
Louise Augusta, og året efter slap den kongelige stald
etat med at betale 7^4 % i told af et sæt pletteret beslag
til et seletøj.10
Året efter fik staldetaten tilmed tilladelse til at nøjes
med at svare 7*4 % af en rejsevogn til den kongelige
vognpark. Staldmesteren erklærede i sin ansøgning, at
etatens budget ikke tillod ham at betale den fulde
told ( l)11
I det hele begyndte der i begyndelsen af 1790’erne at
blæse en noget mildere vind over for vognimporten, selv
0111
man endnu ikke officielt slækkede på de strenge be
stemmelser. 1790 gaves importtilladelse for to vogne til
stiftamtmand Fr. Buchwald i Odense, der havde hjem
ført dem fra Wien. Generaltoldkammeret indstillede, at
de skulle betragtes som flyttegods.12 En kammerjunker
Bourke, der flyttede hertil fra England og åbenbart
skulle etablere sig her i samarbejde med storkøbmanden
Niels Ryberg, fik ligeledes tilladelse til at indføre en
brugt vogn.13 Året efter fik kammerherre og staldmester
A. W . Hauch, der boede på Christiansborg, en ritmester
Chr. Carl Schimmelmann og en kammerjunker G. H.
von Krogh tilladelse til at indføre henholdsvis en hol
stensk, en engelsk og en tysk vogn.14 I det sidste tilfælde
bestemtes tilmed, at vognen måtte indføres toldfrit, hvis
det kunne ses, at den virkelig havde været brugt.
9) F. eks. ved gtk.s da. forest. 1783 2/10.
i«) Gtk.s da. forest. 1788 12/3 og 1789 27/11.
1 1
) Ibid. 1790 22/9.
12
) Ibid. 1790 7/4.
13) Ibid. 1790 3/9.
14) Ibid. 1791 26/1, 21/9 og 28/9.