421 / 725
Hvornår fik Strøget sit navn?
403
ket er ved at forældes, anvendes det også med henblik
på det store publikum.
Ordbogen citerer fra 1834 Carl Bernhard’s
Et Aar i
Kjøbenhavn,
hvis 1. bind omtaler „en bestemt Slags Men
nesker", som „findes i Mængde paa Østergade og sees i
alle Conditor- og Billardvinduer „paa Routen", det vil
sige: paa Veien fra Hesten paa Kongens Nytorv til Vand
springet paa Gammeltorv". Citatet, der er i brevform,
fortsætter: „Du maa ikke troe, at vi staae tilbage for de
londonske DANDYS i Modeudtryk, de haves her i Mæng
de, men man maa gribe dem i Luften, thi de blive sagte
hen i Taaget. „Paa Routen" lærer man Dette og meget
Mere". Som man vil se, omfatter Ruten i dette første
citat hele strækningen til GI. Torv — men altså heller
ikke mere. Det dækker ikke Strøget i hele dets udstræk
ning.
Også hos Poul Chievitz hører Vimmelskaftet med til
Ruten. I
Fra Gaden,
der udkom ved juletid 1847, har
flanøren Felix Bearn to gange mødt en henrivende ung
dame og strejfer nu om i Vimmelskaftet for at træffe
hende igen. Tankegangen er karakteristisk og kan følges
hø jt op i tiden: Vil man møde den elskede, så går man
ind på Ruten. Der vil hun før eller senere dukke op.
Bearn venter imidlertid forgæves i første omgang og er
ved at tabe tålmodigheden. „Dog ganske vilde jeg ikke
overgive mig, jeg gik op til en Konditor paa Ruten og
indkvarterede mig der ved Vinduet, til det blev mørkt,
jeg altsaa maatte opgive Haabet for den Dag". For at
berolige læseren: Hun kommer til sidst.
I øvrigt forekommer „Ruten" kun sjældent i den egent
lige guldalderlitteratur. Men betegnelsen overvintrer i
bedste velgående og blomstrer netop på det tidspunkt,
hvor „Strøget" sætter ind. Ja, skal man tro et enkelt
citat, er den tilmed gået ud over de af ordbogen fast
lagte rammer, således at den — i 1870’erne — dækker