187 / 305
4
men fra Folket,
og
i Kristendommen have vi dog ene
den Magt, som i vor Tid, hvor saa meget skiller og fjer
ner os fra hinanden, kan samle os og bringe os Fred.
Grundlaget for denne lille Afhandling er et Indlæg i
Debatten, som jeg fremkom med for 13 Aar siden; i
den Tid er intet fremkommet, som har svækket min
Overbevisning, men meget baade fra Meningsfæller og
Modstandere, som har styrket den. Ved Udarbejdelsen
er benyttet Skrifter af Martensen, Monrad, Fr. Lange,
Fr. Nielsen, Joakim Larsen, Afhandlinger afRhein. Bl.
og Artikler i Tidsskrifter og Blade samt Referater af
mundtlige Forhandlinger. Hensynet til det Sted, Afhand
lingen fremkommer, har bestemt dens Form, der under
andre Forhold vilde være bleven en anden.
Fra et rent pædagogisk Standpunkt gjøres gjældende
mod Religionsundervisning i Skolen: Religionsunder
visningen bryder Skolens Enhed , da den følger en an
den Methode end de øvrige Fag. Kristendommen er
Liv og kan som saadan ikke være Gjenstand for egent
lig Undervisning; Religionsundervisningen vender sig til
Barnets Følelse, ikke til dets Erkjendelse og kan af den
Grund ikke være Fag i Skolen, der væsentlig er Kund-
skabsmeddelelsesskole.
Af disse Grunde er det ikke
pædagogisk forsvarligt at bibeholde den i Skolen. End
videre paastaas der, at man ved Religionsundervisning
i Skolen eller overhovedet i Børnealderen foregriber Bar
nets Udvikling, forelægger det Problemer, det ikke kan
magte, paavirker Barnet saaledes, ved at føre det ind i
et bestemt Trossamfunds Lære og Opfattelse, at det
senere ikke staar frit, naar det gjælder om at danne sig
en Livsanskuelse; derved gjøres Vold paa Barnets Natur,
og det hellige profaneres.
Folkeskolen er ikke væsentlig en blot Kundskabsmed-