188 / 305
5
delelsesskole, dens Opgave er væsentlig opdragende;
Folkeskolen, af hvis Elever det overvejende Antal i deres
hele Liv ikke faa mere god aandelig Paavirkning end
den, de faa i Skolen, skal ikke udelukkende eller blot
væsentlig paavirke Barnets Forstand; den maa søge at
paavirke alle Barnets Evner; det eentrale i Mennesket
er og bliver de religiøse og sædelige Anlæg; at udvikle
en religiøs-sædelig Karakter er Skolens egentlige Maal.
Til Uddannelsen af en religiøs-sædelig Karakter bører
imidlertid ogsaa Udviklingen af de intellektuelle Evner.
Kundskabsmeddelelse og Udviklingen af de intellektuelle
Evner, saa Barnet senere bliver i Stand til rigtig at
vurdere og bedømme de i Livet indtrædende Tilfælde og
Forhold og til at tage en fornuftig Beslutning, bliver
for Skolen et af de nærmest liggende og virksomste
Midler til at løse sin Opgave, men altid kun et Middel
Den Skole, som kun har uddannet Barnets Tænkeevne,
har forfejlet sin Opgave. Man kan ikke med Rette ind
vende, at Opdragelsen er Hjemmets, ikke Skolens Sag;
de faktiske Forhold ere jo saaledes for det overvejende
Antal af Folkeskolens Elever, at Hjemmets Tid og Kraft
gaar med i Kampen for det daglige Brød, saa andre
Opgaver helt lades ude af Betragtning, og Opdragelsen
maa overlades til Skolen, der som en kyndig og kjærlig
Vejleder ikke tør skyde Opgaven fra sig. I Folkeskolen
vil den personlige Paavirkning fra Læreren paa Eleven
blive Hovedformaalet, det, hvor de smukkeste og varig-
ste Resultater opnaas; var dette ikke Tilfældet, vilde
Lærerens Gjerning være saare lidet opmuntrende, da en
stor Del Elever udgaa fra Skolen med saa tarvelige
Kundskaber, at Skolens Opgave som kundskabsmedde-
lende maa betragtes som resultatløs. Derimod vil selv
den tarveligste Elev fra en trofast og kjærlig Lærer kunne
tage mangt et Guldkorn med, naar Læreren har forstaaet
at paavirke sine Elever i alt, hvad der er godt og elske