32 / 305
13
Menneske, som betræder sit Livs Bane med en vaagen,
oplyst Samvittighed, som har læ rt fra Barndommen at
søge sit Lys i Ordet, sin K raft i Bønnen! Endnu ét
som Opdragerne aldrig maa glemme: Barnet er ikke et
dødt Stof, men et villende, frit Væsen. Det kan derfor
ikke være andet, end at det mangen Gang vil udvikle
sig anderledes, end vi havde v e n te t; der kan komme Ud
slag af B arnets K ræ fter og Evner, som bøje vore H jæ rter
og fylde vore Ø jne med Taarer — da gjælder det at
holde fast ved Troen og ikke slippe Haabet, men i
inderlig Bøn anbefale den unge i Herrens Haand, idet
vi m indes den yndige Lignelse hos Markus i det 4de
K a p .: «Med Guds Rige haver det sig saaledes, som naar
et Menneske kaster Sæd i Jorden og sover og staar op
N at og D ag; og Sæden vokser og bliver stor, han véd ej
selv hvorledes.
Thi Jorden bærer F rug t af sig selv;
først Græs, derefter Aks, derefter Korn i Akset. Men
n aar F rug ten er fuldkommen, skikker han Seglen hen;
th i Høsten er for H aanden.»
Giv os du, som er Høstens rige Herre, a t være tro
Arbejdere i din G jerning, at vi maa kunne saa den gode
Sæd i de unges H jæ rter, og at den maa faa en herlig
Vækst, men bevar vort H jæ rte ydmygt, at vi aldrig
glemm e: «En planter, en vander, men det er dig, som
giver V æ k st!»