31 / 305
12
Troen paa Ordets og Bonnens K raft.
Den unge maa
føle, a t der bag Opdragerens Ord og Tale staar en fast
personlig Overbevisning, staar et Liv efter Ordet og i
Bønnen.
Kun altsaa naar Opdrageren stedse opdrager
sig selv ved Ordet og styrker sig selv til sin G jerning
ved Bønnen, kan han vente at naa sit Maal, kan han
vente a t se sin Myndling vandre under Korset til Livet.
M aatte vi, som opdrage og vejlede de unge, aldrig tabe
af Syne, at Opdragelsens store Hemmelighed er denne:
»Opdrag dig selv, idet du opdrager andre; lad dit Lys
skinne for dem, at de kunne se dine gode G jerninger og
ære din Fader, som er i Himlen.«
Det m aa saaledes staa aldeles k lart for Opdrageren,
a t hans egentlige Maal er at føre den unge til et virkeligt,
selvvirksom t Samvittighedsliv med Gud; derpaa bør han
re tte sin K raft og sin K unst. Saa vil han ogsaa undgaa
den skjæbnesvangre Vildfarelse, som begaas saa tid t og
hævner sig saa grusom t, at forveksle Livets Maal med
Opdragelsens.
Livets Maal eller rettere sagt, hvad et
Menneske skal faa ud af sit Liv, bliver en Sag, som det
selv m aa afgjøre med sin Gud og staa ham til Regnskab
for. Hvor pinefuld, hvor angstfuld m aatte G jerningen
ikke være, om Opdragelsen ved Mennesker skulde vare Livet
igjennem ! Naar den unge er kommen saa vidt, at hans
naturlige Ejendommelighed med selvbevidste Styrke gjør
sig gjældende, m aa Opdrageren betrag te sin G jerning
som endt, da kan han kun træde til som Ven, raadende
og hjæ lpende, men frem for alt haabende og bedende,
al den S tund der er forjæ ttet os: «En retfæ rdigs Bøn
form aar meget, n aar den er alvorlig.«
(Jac. 5, 16).
Men have vi formaaet a t opdrage de unge saaledes, at
de fra Barndommen have læ rt at leve i et levende
S amvittighedsforhold til Gud, da have vi ogsaa fø rt dem
ind paa den rette Vej, Vejen til L ivet; da ophører Men
neskenes Opdragelse, og Herrens begynder; lykkelig det