26 / 305
til a t tage Del med Fyrsterne i Landenes Styrelse, men
det er ogsaa Tøjlesløshedens Tidsalder, i hvilken de
dæmoniske Magter, «Verdens Herrer, som regjere i denne
Tids Mørke, Ondskabens aandelige Hær under Himmelen,«
(Ef. 6, 12) puste til alle onde Lidenskaber i Masserne,
saa de trodse og kuldkaste al lovlig Orden og Myndighed.
Det er Oplysningens og Fremskridtenes Tidsalder, i
hvilken Menneskeaanden h ar aflagt glim rende Prøver
paa sit Snille, men ogsaa Hovmodets Tidsalder, i hvilken
den vildfarne, selvkloge Fornuft vil opkaste sig til Dommer
over alt i H im len og paa Jorden. Det er Hum anitetens
T idsalder, som h ar mange store og ædle Gjerninger til
Menneskeslægtens Gavn at opvise; men det er ogsaa
Egennyttens og Selvkjærlighedens Tidsalder, som under
graver al sand Moral og lader h aan t om al den gammel
Dags Æ rlighed, idet den, i umæ ttelig Begjærlighed, har
taget til sit Valgsprog: «En hver er sig selv næ rmest;«
og det er Næverettens Tid, i hvilken det oplyste og
humane Evropa ligner en eneste stor Vaabenplads, hvor
Blodet h ar flydt i Strømme i uretfærdige Krige, hvor de
smaa lide Vold og Uret, hvor de helligste Løfter brydes
med Haan, og B rødre skilles fra B rø d re ! Sandhed og
Løgn, Lys og Mørke, Tro og Vantro kæmpe i vore Dage
saa voldsomt mod hinanden som nogen Sinde, og det,
der gjør denne Kamp saa farlig og uhyggelig, er, at den
nu ikke holder sig inden for de lærdes og oplystes Kreds,
men føres i alle Sam fundets Lag, og maaske hæftigst
og m est ødelæggende dér, hvor den rette Indsigt og Dan
nelse til at prøve og vurdere mangler. 1 Kampens Dage
maa hvert Menneske tage sit Parti, for eller imod Sand
heden, Lyset og T roen; et hvert Menneske maa søge
sig et fast Holdepunkt, en Tilflugts Klippe i den for
virrede Hvirvel, a t han ikke skal rives bort af Døgnets
glim rende Blændværk; men for ingen gjælder dette mere
end for den samvittighedsfulde Opdrager, Mand eller