24 / 305
5
saa er det Opdragerens; ikke at tale om de saare mange
Fam ilier i vore Dage, hvor Børnene vokse op saa godt
som uden Opdragelse, og det ikke alene i fattige Hjem,
hvor Foræ ldrene ere beskjæftigede ude af Huset hele Dagen
for a t bjerge Foden, og Børnene overlades til sig selv
enten indelukkede i en fattig, lille Lejlighed eller over
ladte til Livet paa Gaden i Selskab med en Flok mere
eller m indre tvivlsomme K amm erater; men ogsaa i vel
havende Fam ilier, hvor Foræ ldrene ere saa optagne af
deres Forretninger, Forlystelser eller Pynt, at de «ikke
have Tid» til at opdrage deres Børn og forsømme denne
Forældi;es helligste P lig t, idet de overlade Børnene til
sig selv eller Tjenestefolkenes Omsorg.
Hvor meget
godt og ædelt er der ikke gaaet til Grunde under saa-
d anne Forhold og i et Hjem, hvor K jærlighedens Varme
mangler, hvor Kiv og Usamdrægtighed bringer Splid og
Forvirring ind i Barnehjæ rtet, og det kues ved Haardhed
eller L igegyldighed! Det er betegnende for denne Opgaves
Storhed, at lige fra de ældste Tider have de ædleste og
stø rste Mænd tæ nk t og gransket derover og nedlagt
deres E rfaringer og Tanker i deres Skrifter, saa at mange
af de alm indelige G rundsæ tninger, som nu høre til Op
dragelsens Katekismus og betragtes som alle oplyste
Menneskers Fællesejendom, skyldes saadanne højtbegavede
Mænd.
Men Tiderne veksle og T idsaanden med dem ; hver
Tid stiller sine K rav til Menneskene, som de ikke kunne
unddrage sig for, da vi nu en Gang ikke ere satte her
i Verden som Tilskuere ved Livets store Drama, men
hver paa sin P lads for at udføre sin Del deri, og vil
nogen blot være T ilskuer, ikke Deltager, blot være nydende,
ikke ydende, da har han svigtet sit Livs Opgave, hans
Liv vil blive et tom t, et forspildt Liv. For Opdrageren
bliver det altsaa, ganske i A lm indelighed sagt, Opgaven
a t lede og dygtiggjøre sin Myndling til at udfylde sin