25 / 305
6
Plads i Livet, saaledes som hans Gaver og Evner nu
anvise liam den.
Jeg bruger U dtrykket «hans Gaver
og Evner anvise ham,» th i hvert Menneske medbringer
en N aturbestem thed, en medfødt Individualitet, som det
aldrig kan komme helt bort fra, ej heller skal komme
fra, men som ved Opdragelsen og den deraf resulterende
Frihedsudvikling skal modificeres og omdannes til en
sædelig Karakter, hvorfor det er en grov Vildfarelse,
n aar Opdrageren søger at gjøre Vold paa Menneskets
naturlige Ejendommelighed, en Vildfarelse, som altid vil
hævne sig ved a t den unge enten sæ tter Trods imod
Forsøget eller bliver en Hykler. Men herved er Sagen
endnu la n g t fra klar eller Opgaven u d tøm t; der skal
tages Hensyn til Tidens berettigede Krav, medens de
uberettigede, og da som oftest m est højrøstede, skulle
afvises, men frem for alt m aa der ikke tabes af Syne,
a t der arbejdes ikke blot for Menneskenes K rav og Riger,
men først og fremmest for Guds Krav og Rige efter
Ordet M ath. 16, 26 : »Hvad n y tte r det et Menneske, om
han vand t den ganske Verden, men tog Skade paa sin
S jæ l? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for
sin SjælPn Opdrageren skal træde til over for den unge,
sn art hæmmende, sn a rt tilskyndende, han skal staa vejende
og prøvende, men aldrig v ak lende; den Haand som skal
styre et Skib gjennem de fraadende Bølger, m aa ikke
ryste, og -Øjet ikke blinke, selv om Dødsfaren er over
hængende. Men end m indre maa den Haand gribe fejl,
som skal lede den unge ind paa Livets Sejlads og sæ tte
hans Kurs, og det Øje, som skal spejde efter den vejle
dende Stjerne, slø v e s!
Fæ ste vi saa ø je t paa den Tid, i hvilken det er
givet os at virke, da vil selv den m est overfladiske B e
trag tn in g gjøre det klart, a t den er en gjærende og voldsom
Tid, svanger paa mange og farlige K ræ fter.
Det er
Folkefrihedens Tidsalder, i hvilken Folkene ere kaldte