22 / 305
Et Par Ordom kristelig Opdragelse.
Skoletale ved Stiftelsens Aarsfest.
E f t e r gammel Skik fejre vi denne Stiftelses aarlige
H ø jtid i Kredsen af vore Børn og dem, som staa Børnene
næ rmest. Vel er det saa, a t fra det ø je b lik , et Barn
bliver optaget her, overtager Opfostringshuset Forældrenes
P ligter og R ettigheder; men det er en Selvfølge, at
Foræ ldre og Slægtninge bevare deres Interesse for Barnet,
deres K jæ rlighed til det, og derfor er det natu rlig t, at
der fra Tid til anden foreligger fra vor Side en Udtalelse
af, en Redegjørelse for vor Virksomhed, id et vi udtale os
om det Maal, vi stræbe efter, og den Vej, ad hvilken
vi søge a t naa det.
«At opdrage Børn, det er jo noget en hver kan,
d ertil fordres ikke nogen særegen Gave, Agtpaagivenhed
eller Uddannelse,« er en Y tring, som høres meget al
m indelig og det ikke alene af Mennesker, som ikke selv
have B ø rn ; men endog af saadanne, i hvis Varetægt
H erren h ar betroet Børn, og denne letsindige Tale viser,
at de netop selv mangle den aller første Betingelse for
at udføre denne G jerning, idet de ikke en Gang ere
komne saa vidt, a t de føle Ansvaret ved Gjerningen, end
m indre have til fulde betænkt hele dens Omfang og de
store Fordringer, den stiller til et Menneskes K ræ fter og
E v n e r; men vi ville, idet vi ere os vor Opgaves Vigtighed
fuldt bevidste, b etrag te den nøjere.