59 / 305
14
Livet, til hvis K raft vi ved Opdragelsen skulle dygtig-
gjøres, giver os Lov til blot a t følge vor L y st?
Nej,
det møder med sine uafviselige Fordringer til os, som
vi m aa fyldestgjøre, enten vi have Lyst eller ej. F ø rst
efter H aanden og med stor Forsigtighed maa Tøjlerne
slappes, gradvis maa den unge vænnes til a t staa paa
egne Ben, og da skal det nok i Livet vise sig, hvor der
er blevet opdraget fornuftigt og godt. Det vilde im id
lertid føre for lang t a t fremhæve alle de Punkter i Op
dragelsen, som fortjene den nøjeste Overvejelse; kun ét
enkelt P u n k t vil jeg her fremhæve: V igtigheden af
Tarvelighed og Nøjsomhed i Opdragelsen. Vi klage alle
over de daarlige Tider, der hviler et Tryk over alle F o r
retninger — jeg formaar ikke at se andet end, a t det
er den ligefremme Følge af den store Overdaadighed,
der er vor T id egen, af den Overhaand tagende Luksus
i K lædedragt og Nydelser, der hersker i alle Sam fundets
Lag. Det hele Samfund har, som m an siger, levet over
Evne, der er en Jag en efter Nydelser, m an sæ tter sine
Fordringer til Livet op, th i det gaar jo saadan, a t sæ tte
de rige deres Fordringer op, komme de velhavende med,
og de fattige følge efter, saa godt de kunne. Men en
saadan forceret Forfinelse og Nydelsessyge hævner sig
grusom t, og m an føler dobbelt tu n g t de trange Tider,
n aar man h ar vænnet sig til Overdaadighed. En alvor
lig Advarsel for vor Slægt er den Overhaand tagende
Mængde sindssyge og den bestem t godtgjorte K jends-
gjerning, a t Nydelsessygen i vor Tid leverer det største
K on ting en t til D aareanstalterne. Derfor bør vi opdrage
vore Børn i Nøjsomhed og Tarvelighed, ikke lære dem
a t stille Fordringer til Livet, som dette maaske ikke vil
honorere, men a t nøjes med den Lod, Gud vil beskjære
dem, id et vi lægge dem paa Sinde, a t det er ham , som
gjør fattig og gjør rig, som ophøjer og nedtrykker; men
tillige, a t ingens Liv bestaar i a t have overflødigt Gods.