55 / 305
10
Tvedragt ind i B arnets Sind, og a t det bliver hæmm et
i sin aandelige Vækst, er uundgaaeligt.
Skal B arnet virkelig opdrages, d. v. s. føres til sit
a f Gud satte Maal a t dygtiggjøres til al god G jerning,
m aa B arnet ikke blive G jenstand for modstridende Ind
flydelser, thi da kan dets Udvikling ikke foregaa h ar
monisk, H jemmet og Skolen m aa forstaa hinanden,
H jemmet maa betragte Skolen som sin kyndige Ven og
Forbundsfælle, hvem det h a r overladt den Del af sin
G jerning at udføre, som det selv ikke m agter, men helt
a t skyde Opdragelsen fra sig maa og bør det ikke.
De Indtryk, et B arn medfører fra sit Hjem, have
den allerstørste B etydning for hele L ivet og følge ofte
M ennesket til dets sidste Stund.
Man sammenligner
saa ofte B arnets Sind med det bløde Voks; men det
gaar med dette Billede som med saa mange andre: det
er kun delvist sa n d t; thi vist er det, at B arnet som
Vokset let m odtager Indtryk, men lige saa vist er det,
a t B arnet ofte beholder Indtrykkene hele sit Liv, som
vare de prægede i Malm.
Den fra Fædrenehjemm et
modtagne Overlevering h ar i de fleste Tilfælde en af-
gjørende eller i al Fald væsentlig bestemmende In d
flydelse paa Barnets senere K arakterudvikling og hele
Livsopfattelse.
Lykkeligt det Barn, hvis Vugge h ar
staaet i et Hjem, det være fattig t eller rigt, hvor Guds
frygt var til Huse, og hvor det fra lille af er blevet
opfødt i Tugt og Herrens Form aning.
Det skulle I
vide, alle I, som have Forældres N av n : I kunne maaske
ikke give eders Børn noget jordisk Arvegods, men den
bedste Skat af alle kan en hver Fader og Moder med
give sit Barn, den Skat, som Tyve og Røvere ikke kunne
stjæ le og Møl og R u st ikke fordærve: Guds levende Ord.
Vor Herre og Frelser siger i M atthæ i Evangelium det
5te K ap itel: Lader eders Lys skinne for Menneskene,
a t de kunne se eders gode G jerninger, og ære eders